Ved Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920 blev der rejst over 650 mindesmærker, kaldet genforeningssten. I det, der nu er Rebild Kommune, blev der i 1920 rejst to genforeningssten; en i Rørbæk og en i Aarestrup.

På den officielle genforeningsdag 15. juni 1920 blev genforeningsstenen i Rørbæk afsløret i det nyanlagte anlæg. Det var byens jagtforening, som tog initiativ til indretning af anlægget, medens byens kvinder besluttede at rejse mindet. Jutta Bojsen-Møller har forfattet indskriften: ”Sønderjyllands genforening med moderlandet 1920”. Øverst på stenen blev indhugget et symbol: en ørneklo, der slipper duen. 

I Aarestrup ventede man med byens genforeningssten til dagen for Christian d. 10’s ridt over den gamle grænse og den efterfølgende store fest på Dybbøl Banke med at rejse og indvi byens genforeningsten. Stenen blev rejst ved Bydammen. Byens daværende førstelærer Th. Johansen var blandt de, der stod bag opsætningen af stenen. Han har skrevet nedenstående fortælling, der er bearbejdet og forkortet af Niels Nørgaard Nielsen, Lokalhistorisk Arkiv for den tidligere Støvring Kommune.

I forsommeren 1920 blev Bydammen i Aastrup tømt for mudder, kanterne sat med kampesten og fik mere karakter af bypark end vandingssted for kreaturer. Da arbejdet fandt sted samtidig med Sønderjyllands genforening med det øvrige Danmark, opstod tanken om at der skulle rejses en genforeningssten ved Bydammen. Der var ikke langt fra tanke til handling. Aftenen efter tog en flok på 21 mand ud på heden for at kigge på en sten, man mente var velegnet til formålet. Ved fælles hjælp fik man stenen væltet op af hullet, den lå i. Da var det blevet langt over midnat, men heldigvis havde nogen medbragt øl.

Næste morgen, 4. juli, havde man fået fat i en stærk vogn, hvorunder man på kraftige rafter ville transportere stenen til Aarestrup. Stenen var dog tungere end beregnet, så rafterne knak, og der måtte næste dag skaffes en endnu kraftigere vogn, jernkæder og rafter, i form af tre nyfældede graner. Den aften var der 30 mand på stedet. Stenen blev læsset, og fire heste spændt for vognen. Det gik godt ud af heden og ud til den smalle hedevej, og det lange køretøj rullede nok så net af sted med de to kuske. 

200 alen henne stoppede vognen. Hestene havde ikke kunnet holde vognen med stjerten, så den var løbet af vejen ud i en havremark. Hjulene gik i omtrent til navet. Stenen væltede halvt af. Atter slid og vælten i regn, så alle blev gennemblødte. Seks heste blev spændt for. De ville ikke trække samtidig. Så fire igen. Folk ved stenen og folk ved hjulene. To mand med reb i stjerten på hver side. Vognen gik 1½ alen. Lidt hvil. Så kom den i gang. Hestene slæbte, og mændene trak ved stjerten. En kvarter dyb fure i vestkanten af vejen dannedes. Furen blev 50 alen lang. Så var vognen på vejen. Op ad den ujævne, stenede bakke. På toppen af bakken stoppedes. Heste og folk pustede. Det lettede i hele klyngen. Nu kunne hestene tage den. 

Kort efter var vognen ude på landevejen. Et spidst sving satte atter spænding i gemytterne. Men langs vognens sider og ved stenen var der mænd nok til et tag, skulle det knibe. Det knitrede, gnistrede og bragede under de svære vognhjul. Det gik rask fremad nu, og man nåede Aarestrup uden uheld klokken cirka 11 om aftenen.

Det varede derpå 1½ time, inden stenen blev væltet over på forsiden, hvori der skulle hugges indskriften. Klokken var over midnat inden byens mænd forlod Dammen. Næste dag, 6. juli, kom en svend, Dybbro, fra stenhugger Villefrance i Aalborg og huggede ”Minde om genforeningen 9. juli 1920”.

Om aftenen blev stenen rejst. En mand fra Konradsminde var kommen og betjente savværkets kran. Først gik det godt, men så slog stenen en kolbøtte, just som den var omtrent helt oppe, da det ene ben af kranen pludselig sank en alen ned i jorden. Der blev nu hentet et halvt hundrede stykker brænde fra skolen, og med dem under sig blev stenen væltet op på højkant. Langt over midnat var vi færdige. Der havde været en mængde mennesker om det arbejde, de fleste så dog på. 

Den 9. juli var der stor fest i byen. Der var flag ved hver gård, og et stort flag lagt over stenen, og hele byens befolkning mødt ved stenen. Skolens fire klasser var samlede i firkant om den og sang ”Det haver så nyligen regnet”. En mand holdt tale om det hjemvendte Sønderjylland. Børnene sang da ”Det lyder som et eventyr”. Jeg fortalte børnene om Sønderjylland. Derefter fik den utålmodige 92-årige veteran fra 1849, Niels Bøjer, endelig lov til at hejse flaget til tops, mens børnene og folk gav et trefoldigt hurra. Da lød der fra skolens have tre skud, et for 1848, et for 1864 og et for 1920. De gaves af skovfoged Christian Nielsen. Niels Bøjer sagde et par ord og fremsagde en sang fra 1848, som Frederik d. 7. havde lært soldaterne. Børnene sang ”Så rejser vi til vort fædreland”.

Der var cirka 300 mennesker. Det begyndte da at regne. Klokken 5 gik alle i kirke, hvor pastor Howardy fra Sønderup prædikede. Kirken var pyntet og propfuld af folk. Om aftenen samledes folk i det pyntede forsamlingshus og spiste den medbragte mad. Byens koner serverede gratis kaffe.

Af Niels Nørgaard Nielsen, Lokalhistorisk Arkiv for den tidligere Støvring Kommune.

 

e-max.it: your social media marketing partner