I 2020 huserer Covid-19, der sender mange i sygesengen og en del i graven. I efteråret 1918 og et par år frem ramte en anden pandemi Danmark, nemlig ”Den spanske Syge”, en dødelig influenza, der kostede mellem 15.000 og 18.000 danskere livet. I forhold til andre lande et forholdsvist lavt tal. I modsætning til Covid-19, der går hårdest ud over ældre mennesker, ramte ”Den Spanske” fortrinsvist yngre. Ser man i kirkebøgerne fra den tid ses et påfaldende stort antal døde yngre mennesker. Skolernes fraværsprotokoller tegner ligeledes et billede af stort fravær sammenlignet med årene før og efter. 

Her i området ramte sygdommen også, og der er i Arkivet flere samtidige fortællinger om forholdene. Omkring 1975 nedskrev Søren Peter Sørensen, født 1919 i Øster Hornum, søn af vejmand og amatørarkæolog Ingeman Sørensen og hustru Jørgine, sine erindringer, som kan læses her, redigeret af Niels Nørgaard Nielsen, Lokalhistorisk Arkiv for den tidligere Støvring Kommune:

_ _ _

Året efter 1. verdenskrig hærgede den frygtede såkaldte ”Spanske Syge” hele landet på det voldsomste. Heller ikke min fødeby Øster Hornum undgik sin skæbne. I mange hjem lå hele familier sengs og var ”Spansk”, som man udtrykte det på den tid. Heller ikke det lille hjem bag Anders Vævers gård gik ram forbi. Mor var lige stået op af sengen efter at have ligget ”Spansk” nogen tid. Som følge deraf forrykkede det min ankomst til denne verden vel en måned eller halvandet frem. Ingen havde regnet med, at et sådant for tidligt født elendigt lille skravl, lodden som en mus over hele kroppen, som far senere udtrykte det, kunne have nogen chance for at overleve. Den ”lodne” krop er karakteristisk for tidligt fødte børn, og dødeligheden blandt disse har sikkert den gang været meget stor, idet kuvøse, som man kender dem i dag, næppe har været kendt.

Anders Væver, vor nærmeste nabo og gårdmand, havde, som skik og brug var der på egnen, en slags pligt til i barselstilfælde, at køre efter jordemoder eller ”madammen”, som hun kaldtes i daglig tale. Hun boede i Byrsted, som ligger en mils vej derfra, skulle hentes op og bringes pr. hestevogn. Disse ”transporter” påhvilede efter gammel skik den nærmeste gårdmand, også når det gjaldt de mindre bemidlede. Disse havde altid en stadsvogn stående køreklar, idet ”madammen” ikke sådan uden videre kunne bydes op i en stiv arbejdsvogn, lige kommet hjem fra marken.

Da fødslen var vel overstået, blev det lille skravl ”lagt i bissen” og lagt til side. Ingen regnede med at det ville leve ret længe, så der var ingen grund til at gøre megen stads af det. Samtidig lå far med ”Den spanske Syge” og var meget syg. Doktor Voss fra Nibe, som var vor læge gennem mange år, kom og tilså ham. Til næste patient, som skulle tilses samme dag, sagde doktoren: ”I morgen er Ingeman Sørensen ikke mere blandt de levendes tal”. Takket være de højere magter, som bestemmer over liv og død her på jorden, så overlevede far og det lille lodne ”skravl”. 

Kort efter fødslen kom Anders Vævers kone, som hed Mine, og gjorde besøg medbringende, som skik og brug var, en barselspotte, og kunne nok se, det stod ilde til i det lille hjem. Mor havde jo ligget tilsengs med ”Den Spanske” og derefter en fødsel med tilhørende besværligheder. Samtidig havde hun en dreng på 1½ år, Martin, og en meget syg mand i sengen.

Mine skulle naturligvis inden besøget var overstået, lige kaste et blik på det lille skravl i vuggen, kikkede lidt på mig, rystede på hovedet og udbrød derefter til mor: ”Ja, han trækker da vejret endnu”. Jeg klarede det!