Lokale foreninger og aktive borgere i Støvring og Sørup kan have stort gavn af Støvring-Sørup Lokalråd, da Lokalrådet har mulighed for at indfri små ønsker, ligesom de også kan hjælpe med de lidt større idéer.

Lokalrådet hører derudover gerne fra lokale borgere, der har lyst til at gøre en forskel for deres lokalområde.
Bestyrelsen i Støvring-Sørup Lokalråd har mange jern i ilden og ønsker for den fremtidige udvikling i Støving og Sørup.
- Vi er en velfungerende men lille gruppe med god aldersspredning, som alle er en del af Lokalrådet, fordi vi har en fælles motivation om at gøre Støvring og Sørup bedre, fortæller Mogens Dam Andersen, som selv har boet i Støvring i mange år ligesom et par af de øvrige bestyrelsesmedlemmer. Derudover er der også to yngre nytilflyttere og en enkelt repræsentant for Sørup, men der er plads til endnu flere i bestyrelsen.

Få medindflydelse på Støvring Sørup
- Tilsammen har vi bl.a. en god historisk viden om byerne, et stort netværk, spændende idéer til lokal udvikling og faktisk også midler til at gennemføre en masse. Men vi kunne godt bruge flere medlemmer til vores bestyrelse, som ligesom os har både idéerne og lysten til at udvikle og gøre noget for Støvring og Sørup, så vi kan fortsætte den positiv vækst, fortæller Mogens Dam Andersen. Interesserede opfordres til at deltage i Lokalrådets generalforsamling tirsdag den 21. marts, hvor fremtidige planer vil blive luftet, og det vil være muligt at høre mere om, hvad det indebærer at være en del af bestyrelsen.
Lokalrådet har bl.a. været involveret i reetableringen af en natursti ved Juelstrup Sø, Havnefesten 2016, etableret bykunst i rundkørsel, indkøbt og beplantet blomsterkummer, som passes af nyt Blomsterlaug bestående af aktive seniorer, støttet flere lokale foreninger m.m., ligesom der stadig er mange andre vigtige og spændende arbejdsopgaver tilbage, som kan støtte den fortsatte udvikling.

Få tilskud til større projekter eller gode idéer
Lokalrådet opfordrer lokale foreninger, interesseorganisationer og aktive borgere til at ansøge om tilskud fra Lokalrådets pulje, hvis aktiviteten eller projektet har til formål at styrke et almennyttigt formål i Støvring eller Sørup.
- Vi søger de gode lokale projekter og idéer, og vi kan hjælpe med at få dem videre, fortæller formanden for Lokalrådet, Mogens Dam Andersen og fortsætter: - Så hvis der sidder foreninger, interesseorganisationer eller aktive borgere i Støvring eller Sørup, som har et konkret af mindre karakter projekt eller en god idé, som de mangler penge til, så kan Lokalrådet hjælpe.
Derudover kan Lokalrådet også kan hjælpe med projekter af større karakter, da medlemmerne kan være behjælpelige med at få udarbejdet en ansøgning til Rebild Kommunes Byzonepulje, hvor ansøgningerne minimum skal være på 50.000 kr.
- Men der er snart ansøgningsfrist til Byzonepuljen, tilføjer Mogens Dam Andersen og henviser til, at folk ikke skal vente for længe med at tage kontakt.

e-max.it: your social media marketing partner