Der var fokus på musik, motorisk udvikling og at skabe sociale relationer på tværs af grupperne, da kommunale dagplejere og børn fra Støvring Nord og Syd, mødtes for nyligt til Dagplejens Dag. Dagplejens Dag er en landsdækkende begivenhed, der afholdes hvert år i maj.

 

Tekst og fotos: Rebild Kommune

 

REBILD: Ligesom sidste år, blev Dagplejens Dag afholdt i Stubhuset, og dagplejerne var glade for at kunne gentage succesen og vise alle, at dagplejen er et godt pædagogisk tilbud til de 0-3-årige. Omkring 66 børn og 17 voksne deltog, samt børn og personale fra Gæstehuset og dagplejernes pædagog. Dagtilbudslederne fra Støvring Nord og Syds dagtilbudsledere kiggede også forbi.

 

Rebild Kulturskole kiggede forbi

Dagen startede tidligt i Stubhuset i Støvring kl. 6.15, hvor de første børn og dagplejere mødte ind. Der blev opstillet motorikbaner og pustet rutsjebane op fra Hophans, og det fik smilet frem hos børnene. Bolde og scootere blev stillet frem, og der blev tumlet, hoppet og danset.

Så var der lækker formiddagsmad, hvor Mesterbageren i Støvring havde bagt boller til alle. Christian, Lise og Katrine fra Rebild Kulturskole kom derefter forbi og spillede musik for børnene. Der blev sunget Lille Peter Edderkop, Hjulene på bussen, Jeg har rasleæg, Doktor Taske og mange flere, til stor glæde for børnene. Derefter fortsatte legen med fysiske aktiviteter, som varede til sidst på formiddagen. Herefter var det tid til de lækre madpakker, som dagplejerne stod for. 

De små blev puttet i barnevogne eller på madrasser, og roen sænkede sig over salen. De voksne kunne spise fælles frokost i dagens anledning og udveksle erfaringer. 

Christian, Lise og Katrine fra Rebild Kulturskole kom forbi og spillede musik for børnene.

 

Der er brug for flere dagplejere

Dagplejerne er en vigtig del af pasningstilbuddet på dagtilbudsområdet, fortæller Jesper Johansen, som er Dagtilbudsleder i Støvring Syd. Han fortsætter:

- Selv om man arbejder i eget hjem, er man stadig tilknyttet nogle institutionsområder, hvor man blandt andet samarbejder om overleveringer og overgange og er en del af et større fagligt fællesskab. Derfor prioriterer vi et arrangement som Dagplejens Dag. 

Vi søger lige nu dagplejere til faste stillinger, men har også et par barselsvikariater, til dem der gerne vil prøve jobbet af, inden de siger ja til en fast stilling, slutter Jesper Johansen.

Klokken 14.30 var forældrene budt på kaffe og forskellige slags hjemmebagte kager. Derudover blev der serveret frugt -foræret af Meny i Støvring. 

Dagplejerne kunne til sidst vinke farvel til nogle glade, men trætte dagplejebørn, efter endnu en skøn dag i Dagplejen.

 

e-max.it: your social media marketing partner