Der var Stubhus-debut til det, man med god ret kan kalde for et ægte familieorkester. Det var nemlig første gang, The Grandfætters gav koncert i Støvring.

Af Henrik Larsen - Fotos: Heidi Randrup Reiche

STØVRING: Familieforholdet blev godt nok forsøgt forklaret i en længere udredning, men det korte af det lange er, at de fire: Christian Stausholm Holm (guitar), Allan Toft Josephsen (bas, mandolin, trommer), Christian Toft Bro (guitar) og Anders Toft Bro (tangenter) har samme oldeforældre. En lang historie gjort kort. Med til Støvring – og med i bandet i øvrigt – havde de Morten Maltesen på bas og trommer. Han er fra Silkeborg og helt uden for nummer i forhold til familierelationer, men været et orkester-familiemedlem siden 2019.

Hånden på hjertet: Dagens skribent havde forud for koncerten i Stubhuset intet kendskab til The Grandfætters og havde ikke hørt deres musik. Så hvem er de, disse fætre – denne blanding af en journalist, en lærer og et par håndværkere, der måske ikke har gjort musikken til en levevej endnu, men som givetvis oplever, musikken tager mere og mere af deres tid? Først og fremmest er det, med deres rødder i Thyborøn og et par fædre, der enten er nuværende medlem eller tidligere medlem i Tørfisk, nærliggende at ville kalde dem ”Tørfisks arvtagere”. Det vil bare ikke være helt retfærdigt, hverken for Tørfisk eller The Grandfætters. For grandfætrene er helt deres egne.

Godt nok har de folkemusikalske islæt i instrumenteringen i form af en harmonika, som får al for megen uretfærdig skænd, og en mandolin som er et instrument, der gør ét eller andet ved os danskere. Og godt nok har de sange, hvor det folkemusiske skinner igennem, men de drejer lige så meget over i retningen af noget dansktop, noget Allan Olsen’sk, noget Johnny Madsen’sk og sikkert også noget helt fjerde. For de mixer de forskellige genrer med glade melodier og tekster og eftertænksomme, dybsindige, alvorlige og til tider filosofiske kompositioner. Så de rammer faktisk temmelig bredt i deres udtryk, The Grandfætters.

Hvad de til gengæld først og fremmest – og især – er, det er helt enormt hyggelige. Den vestjyske dialekt, som de har bibeholdt, selv om de vist alle bor i Holstebro, er en hyggespreder i sig selv, og den klæder jo helt vanvittigt de små historier, anekdoter og drillerier grandfætrene imellem, som aftenens musikalske indslag pakkes ind i. Sange, som kommer tekstmæssigt vidt omkring fra især at handle om Thyborøn, der dog også får et lille svirp som en sladreby i Sladderblues til Barcelona i sangen af samme navn. Fra hyldest til både bedsteforældre i sangen Opsang og hyldest til Gutterne på kutterne (én af dem, Jesper, var sjovt nok til stedet ved koncerten i Stubhuset). Og i den helt anden boldgade mere alvorlige og dybsindige sange i numre som Uden vinger og Tigger, sidstnævnte om hvor skidt det kan gå, når tingene tilter. Naturligvis har de også klare koncert-hittere på programmet som Hey Ho, der helt åbenlyst er skrevet med liveoptræden og publikums medvirken for øje. Denne gang måtte vi ikke synge, kun meget højt indeni, hvad publikum så helt sikkert gjorde. Ovenikøbet havde det med grandfættersk humor aldrig lydt så godt før, typisk lun bemærkning denne torsdag aften.

To albums er det hidtil blevet til fra The Grandfætters – et sort og et blåt (som også kunne fås ”swåt”) mens et tredje har været under produktion i corona-perioden. Det glæder de sig helt sikkert til at komme ud og præsentere for deres publikum og lur mig, om ikke man får muligheden i Støvring igen? Der var helt sikkert en lyst til et gensyn og hos alle parter: Stubhuset, publikum og The Grandfætters. 

 

Med The Grandfætters får man ægte, varm vestjysk hygge!

e-max.it: your social media marketing partner