- Onsdag, 29. november 2017
SKØRPING: 300 skal ind og se julefilm i næste uge. Julemanden kan se frem til at skulle byde 300 gæster velkommen i Seniorbiografen i næste uge.
Tirsdag den 5. december er det ÆldreSagen, som skal i biografen for at se den franske film Gensynet med Catherine Deneuve i hovedrollen. Efter filmen er der julekaffebord. Derefter er der julehygge i biografsalen, blandt andet bliver der musik og sang under ledelse af organist Per Bach.
Onsdag den 6. december er det 3F’s Efterløns- og Seniorklub, der skal i biografen. Man skal se den nye danske film Aldrig mere i morgen med Erik Clausen og Bodil Jørgensen. Efter filmen er der frokost. Derefter samles man igen i biografsalen, nu til julehygge med musik og sang. Blandt de medvirkende er Hellum Friskoles to yngste klasser.
Der har længe været totalt udsolgt, og der er over 20 på venteliste, oplyser 3F’s formand Frederik Espersen, Bælum.
Torsdag den 7. december er der julefilm og julehygge for alle. Man skal se den nye engelske filmkomedie Kolos på lerfødder. Efter julekaffe og stort kagebord går man igen ind i biografsalen. Her vil Julemærkehjemmets børnekor synge under ledelse af Knud Erik Hoegh. Forstander Lise Claesson vil fortælle om Julemærkehjemmenes store betydning for børn, der mistrives.
Der er kun en snes ledige pladser, oplyser Erling Junker Holst fra Seniorbiografen.






