STØVRING: Lørdag den 10. november inviterede Støvring Badminton alle ungdomsspillere indenfor til et hyggeligt arrangement - Natminton.

Børnene mødte glade og forventningsfulde ind til en aften/nat med badminton som fokus. Efter indkvartering og aftensmad i hallens cafeteria, gik børnene i gang med aftenens store event – nemlig Natminton, hvor man spiller i en hel mørk hal. Banerne og nettet er mærket op med specialtape, og boldene er sprayet med maling, der kun ses i ultraviolet lys.
Cheftræner for ungdomsholdene, Søren Nielsen, sammensatte en turnering, hvor alle spillere fik flere kampe. Der blev spillet og heppet til den store guldmedalje.
Efter turneringen blev der hygget i Droppen med kage og frugt. De fleste børn faldt omkuld i løbet af natten, men for godt 10 af spillerne var natten ung, og de brugte den til at spille rigtig meget badminton og et enkelt spil maratonludo på 1½ time blev det også til.
Det var en sjov aften/nat, hvor spillere, trænere og frivillige hyggede sig med hinanden. 

 

e-max.it: your social media marketing partner