ØSTER HORNUM: I den forgangne weekend fejrede FDF Øster Hornum sit 50 års jubilæum – og det blev markeret, så ingen var i tvivl om, at der skulle være fest.

I samarbejde med Øster Hornum Børneunivers afholdt FDF en alternativ skoledag fredag, hvor der stod FDF på skemaet. Dagen blev brugt på at male byen blå, med to løb for 150 elever rundt i byen, ét for indskolingen og et for mellemtrinet.
Børnene fik klatret, spist melorme, løst opgaver, udfordret hinanden, rørt ved klamme ting i havregrød, spillet matador, trukket en brandbil og mange flere ting. Alt dette pakket godt ind i fællesskab, oplevelser, udfordringer og masser af smil på læberne. En opgave hvor frivillige og de nære professionelle i samarbejde engagerede sig i at skabe en helt fantastisk og anderledes skoledag for børnene. FDF Øster Hornum siger tak for gejsten, de kolde knæ, uldsokker og ikke mindst skønne mennesker, der i dagens anledning tog FDF’s blå skjorte på.
Anden del af jubilæet blev afholdt i hallen lørdag med kagebord, FDF-band, leg, klatring og museum. Tak til alle, der mødte op for at tage del i festen, tak for gaver og gensyn med nye og gamle FDF’ere, tak til lokale, tak til forældre og børn og i det hele taget tak til alle, der gjorde dagen mulig.
FDF Øster Hornum sidder tilbage med glæde, smil og taknemlighed. Man glæder sig til at se, hvad fremtiden bringer, og man er klar til at lege med og give endnu flere et ståsted at møde verden fra, det er FDF, når det er bedst.


Herligt med besøg af tidligere FDF’ere.

_ _ _

FAKTA:

• FDF Øster Hornum startede i 1967, hvor både piger og drenge samledes i ét hus for at mødes om det gode fællesskab i nær relation til ledere, børn og FDF’s formål.
• Tankerne har fra begyndelsen været, at det skal være sjovt at gå til FDF både for børn og voksne, vi skal lave de ting der giver mening for leder og børn og de ting der er smaddersjove, som vi bare ikke kan lade være med.
• Efter 50 år er der sket mange ting i FDF og i kredsen. FDF har sammenlagt FDF/FPF til FDF, fået nye skjorter, nye mærker, en vision, nye værdier, men det helt centrale og unikke holdes der fast ved: nemlig det, at en flok frivillige ledere nyder at bruge deres fritid og liv på, at skabe gode møder, nære relationer og fede oplevelser for børn og unge, og måske også lidt for dem selv. Og dette af den årsag, at når man giver til fællesskabet, får man tifoldigt igen.


Dagen var fyldt med glæde og smil.

e-max.it: your social media marketing partner