I den forgangne weekend blev årets 2. afdeling af EM i rallycross kørt i Belgien.

, Endnu engang var den danske kører, Ulrik Linnemann, repræsenteret. Ulrik og teamet, der inden rejsen til Belgien, kunne pryde sig med en føreposition i mesterskabet, havde vigtige point at hente for at kunne bibeholde placeringen. Ulrik Linnemann lagde ud med en femteplads i første kvalifikationsheat (Q1) og i andet heat var Ulrik Linnemann og Peugeot’en i hård kamp om pladsen i det første sving på Circuit Jules Tacheny. Dette resulterede desværre i et beskadiget forhjulsophæng og man måtte dermed udgå. Der var derfor et stort pres på nordjyden, der var tvunget til at vise resultater i de sidste to kvalifikationsheat. Dette blev indfriet og Ulrik Linnemann leverede anden hurtigste tid i Q3 samt tredje hurtigste i Q4 og sikrede sig dermed en plads i semifinalerne med startspor tre.
Semifinalen blev vundet overbevisende - og dermed var alt muligt med en adgangsbillet til den altafgørende finale. Det skulle dog vise sig at blive en kort fornøjelse. Da starten går i finalen, mister Ulrik Linnemann desværre trækkraften på højre forhjul, på grund af en knækket trækaksel. Dermed blev det til en skuffende sjetteplads i finalen. Dog kan Ulrik Linnemann og hans team sætte 18 vigtige EM-point ind på kontoen.
Nordjyden må i skrivende stund, se sig degraderet til en andenplads i den samlede stilling, i kampen om at regere Europas rallycrossbaner.
Næste gang Ulrik Linnemann teamet skal i aktion bliver den 30. juni  i Sverige på Höljes banen.

Af Linnemann Motorsport
Foto: Johnny Loix

e-max.it: your social media marketing partner