
- tirsdag, 2. maj 2017
SKØRPING: Tirsdag aften i Skørping Sim Uu Taekwondo stod i høj-bælternes graduerings tegn.
En aften, hvor man får godkendt det sidste halve til hele års arbejde og ved acceptabel præsentation får man sin nye grad.
På en smuk forårsaften mødte fem høj-bælte kandidater op til graduering, klar til at præstere deres bedste, for at komme gennem nåleøjet til næste bæltegrad i Sim Uu Taekwondo-verdenen.
Aftenen begyndte med en solid opvarmning. Det er en vigtig ingrediens for, at mindske skader, og for at opnå, at kroppen yder optimal, og kan klare de mange hårde elementer, som en graduering kan rumme. Efter opvarmning var det tid til selve gradueringen, som blev forestået af Sabumnim Niels Peter (7.DAN), Sabumnim Michael L. Mortensen (4.DAN), og Kyosanim Jan Petersen (2.DAN).
En graduering i Taekwondo består af forskellige elementer, som bliver frembragt i løbet af gradueringsseancen. I denne graduering var der grundteknik, Han og Set-bon kireugi (selvforsvarshandlinger), Taegeuk, Gi Chu og Pyoung Ahn (kombinations serier af forsvar og angreb), Kireugi (frikamp) og gennembrydning af brædder.
Gradueringen på denne forårsdag forløb planmæssigt, og de fem gradueringskandidater kunne modtage deres nye bæltegrad og diplom, efter en personlig evaluering af gradueringspanelet.
Af Jan Petersen/Skørping Sim Uu Taekwondo