
- tirsdag, 12. september 2023
Friluftsrådet har i en årrække gennemført arrangementet nat i naturen, hvor foreninger kan afholde aften og nataktiviteter med det formål at få flere ud i naturen.
STØVRING: I år deltog Vild med Rebild for første gang, da der blev afholdt et lille arrangement på den gamle jamboretteplads ved Mossø midt i Rold Skov. Arrangementet afholdt Vild med Rebild i samarbejde med OutdoorHimmerland.
Som en del af aktiviteterne skulle der blandt andet laves fælder, så det kunne blive undersøgt hvilke vand-insekter, der var i Mossø. Fælderne blev lavet af genbrugsmaterialer, og blev udstyret med lyslokning, således at fælderne kunne lokke vandinsekterne til i løbet af natten i det mørke vand.
En hyggeskabende aktivitet på en hver tur i naturen er sammen at lave mad over bål. Deltagerne i Nat i naturen hjalp således alle hinanden med at lave en lækker ”one-pot”-gryderet, men der til dessert blev lavet æblekage. Maden kunne de nyde, mens solen gik længere og længere ned, og lejrbålet begyndte at give varme.
Da det var blevet helt mørkt blev der gået en tur i skoven ved Mossø og Store Økssø. Måske var det fordi det var begyndt at blæse lidt op, men der kunne ikke høres mange lyde i skoven. Deltagerne fik sig dog et gys, da en ellers helt fredelig kondiløber pludselig dukkede op i mørket - skoven kan byde på uforudsete overraskelser.
Birgitte Wilsted Simonsen fra OutdoorHimmerland fortæller:
- Det har været et hyggeligt arrangement. Vi må dog nok indse, at vores kompetence for nuværende ikke ligger i at lave undervandsfælder. Fangstresultatet var i hvert fald meget begrænset - eller måske mere korrekt ikke eksisterende. Men det var sjovt at bygge, og mon ikke at næste gang kommer til at give et bedre resultat.
Birgitte kravlede ud til vandkanten for at hive undervandsfælden op.
Mums - one-pot, det er altid godt.
Hjemmegjort æblekage med flødeskum er også altid godt.