
- onsdag, 6. september 2023
STØVRING: Efteråret er normalt også ensbetydende med masser af bær og frugter. Det er der også i år, og hos familiespejderne ved Det Danske Spejderkorps i Støvring skulle dette udnyttes.
Til det første møde i sæsonen hos familiespejderne, var der skaffet to kasser nogle rigtig flotte og store æbler. Mødegangens tema var derfor ”Æbler”.
Der skulle selvfølgelig presses æbler, så familiespejderne kunne få noget saft. Der var dog behov for en del arbejde inden resultatet kunne nydes. Det tager nogen tid for en 4-årig at skære æbler i passende stykker, men heldigvis er der til familiespejd altid forældrehjælp klar.
Det bliver rigtig inter-essant, når æblestykkerne kommer i den store kværner, hvor æblerne findeles helt. Det var også meget spændende at se, hvordan saftpressen kunne omdanne de kværnede æblestykker til saft, der løb ned i en kande. Nogle gange blev familiespejdernes krus holdt henunder saft-udløbet for det var sjovt at få saften direkte fra pressen.
De to kasser med æbler blev omdannet til fire liter saft. Der var dog gemt lidt æbler, der blev groft revet, så de kunne bruges til rå æblekage.
Familiespejdleder Birgitte Wilsted Simonsen kunne konstatere:
- Det har været en sjov proces, hvor familiespejderne selv har været med til at vælge æbler i kassen, og så har været med til at kværne og presse æblerne til de blev klar til at nyde som dejlig saft. Æblekage er altid en succes, for hvem kan ikke lige revet æble, makroner og flødeskum.
At saft og æblekage blev nydt bekræfter en af familiespejderne, der spontant udbrød:
- Det smager lige så godt, som noget jeg har drømt om.
Så kan nydelse vist ikke udtrykkes tydeligere.
De hakkede æbler puttes i saftpresseren.
Makroner knuses til æblekagen.