
- tirsdag, 5. september 2023
Af Niels Nørgaard Nielsen, Initiativgruppen bag Kulturuger i Øster Hornum
Ø. HORNUM: Fra år 2000 og frem til 2016 blev der hvert andet eller tredje år over en weekend om foråret i Øster Hornum afholdt arrangementet ”Udtryk”. Det var en weekend fyldt med diverse kulturelle ”udtryk” stort set kun med lokalt ophav. Der var kunstudstillinger, diverse musikoptrædender, åbne haver, åbne værksteder, teaterforestillinger, foredrag om byens historie og andre emner, guidede ture i byen om natur eller historie - for at nævne de vigtigste elementer i ”Udtryk”.
En vekslende gruppe, dog med flere gengangere fra år til år, stod for den praktiske tilrettelæggelse og koordinering. Det er folk fra denne gruppe, suppleret med nytilkomne, der nu for tredje år i træk genopliver ”Udtryk”, nu som led i og under Rebild Kommunes kulturuger.
I år indledes kulturugen i Øster Hornum 9. september med fejring af Lokalhistorisk Arkiv for den tidligere Støvring Kommunes 50-års jubilæum, hvor bl.a. museumsinspektør Stig Bergmann Møller fra Nordjyske Museer fortæller om udgravningen af Støvring Vandmølle i 2021. Der bliver som de foregående år arrangeret fællessang og 60’er-musik i Forsamlingshuset. Byens foreninger præsenterer sig i Brugsen, en historisk byvandring med ”facts iblandet skrøner”, en fyraftenskoncert i kirken, et loppemarked, fællesspisning i Forsamlingshuset, aktiviteter på Katbakken som fx klimaudstilling af ”Hoveder af Moai-skulpturer”, skumringssang i Wøldikes Æblehave og et foredrag i Sognehuset om at miste et barn. Som en nyskabelse arrangerer Borgerforeningen ”Kaffewalk”, et arrangement, hvor byens beboere mødes på kryds og tværs i hinandens hjem.
Byvandringen fortæller om Øster Hornums historie.