Kører man rundt i det åbne land, så kan man ikke undgå at bemærke den flotte gule blomst, der står rigtig mange steder langs grøftekanter, på marker og enge samt andre tilsvarende steder.

Det er engbrandbæger, der er tale om.

Planten optræder ofte på bar jord, hvor den med sine mange blomsterfrø rigtig kan sprede sig. Frøspredningen sker tilsvarende eksempelvis mælkebøtten, og blandt andet vinden eller slåning af en grøftekant, hvor ved frøene hvirvles op, vil således give en hurtig spredning.

 Typisk så sker spredning ikke særligt lang - typisk under 100 meter. Hver plante kan dog i løbet af en sæson producere mere end 1.000 blomster, hvilket giver op mod 100.000 frø på en sæson.

Blomstringen sker i juli og august, og med en højde på 50-70 cm. er den gule blomst meget tydelig.

Engbrandbæger er en meget vigtig fødekilde for mange insekter – dette både i forhold til pollen og til nektar. Man vil således kunne opleve rigtig mange sommerfugle, bier, svirrefluer og andre insekter, der søger mod planten.

En række småsommerfugle og natsværmere har kun engbrandbægeren som værtsplante i forbindelse med deres yngel.

Engbrandbæger er således en god plante for mange insekter, men desværre har den også nogle problematiske egenskaber.

Planten indeholder alkaloider, der i større mængder, er giftige for græssende husdyr. Alkaloider ophobes i leveren, og heste og køer skulle være mest udsat, hvor i mod får skulle være mindre følsomme over for planten. De kan dog stadig blive syge.

Ude på græsningsarealet vil dyrene undgå engbrandbæger, da planten smager meget dårligt. Dette forandrer sig dog efter tørring, hvor den bliver smagløs. Det kan derfor være et problem, hvis planten kommer med i foderet i forbindelse med høslæt.

Selv om engbrandbæger har uheldige egenskaber i forhold til græssende dyr, så nyder jeg de flotte gule blomster i grøftekanterne, og glæder mig over insektmylderet omkring dem.