- Tirsdag, 8. august 2023
Hovedparten af første etape i dette års traditionsrige cykelløb PostNord Danmark Rundt køres i Rebild Kommune, hvor der efter en første del i Nibe-området køres via Veggerby, Højris, Sønderup, Suldrup, Årestrup, Rebild, Skørping, Gammel Skørping, Støvring og Guldbæk.
REBILD: Når dette års udgave af PostNord Danmark Rundt køres 15.-19. august, bliver det med start i Aalborg og mål i Helsingør. 728 kilometer fordelt på fem etaper. 140 ryttere, der klikker i pedalerne fordelt på 20 teams. Etapeløbet har en klassisk PostNord Danmark Rundt-rute med spektakulære afslutninger. Særligt på første etapes afslutning i Aalborg kan der ske en udskilning i feltet efter nogle hårde stigninger. Der venter feltet flere stigninger, når rytterne igen i år skal prøve kræfter med Kiddesvej på årets Kongeetape, inden feltet ruller mod Sjælland til 4. og 5. etape. PostNord Danmark Rundt slutter med en enkeltstart i Helsingør med Kronborg som kulisse.
1 etape: Aalborg - Aalborg, 170 kilometer.
Dette års udgave af den danske rundtur, PostNord Danmark Rundt, starter i Aalborg.
Efter rytterpræsentationen på Budolfi Pladsen begiver rytterne sig ud på en 170 km lang første etape. Straks efter, at løbet gives frit, køres der vestpå til den tidligere DM-værtsby Nibe. Efter besøget i Nibe, går det mod sydøst via byerne Vegger, Sønderup og Suldrup. Når feltet har kørt 70 km, rammes Rebild Bakker, hvor der køres en 12 km rundstrækning. PostNord Danmark Rundt har tidligere haft mål ved Rebild Bakker, hvor Matti Breschel vandt en sikker spurtsejr.
Efter knap 100 km kører feltet ind i Støvring, for herefter at køre ad små veje ind på den 11 km lange rundstrækning i hjertet af Hasseris. Der venter rytterne en knaldhård rundstrækning, da feltet skal forcere de to kendte bakker Skovbakkevej og Nordtoft. Begge frygtede stigninger fra DM-løbet i 2022.
For rytterne, der kører klassement, er der dyrebare sekunder på spil allerede her på første etape. Sidst løbet gæstede Aalborg, kørte Lasse Normann alene hjem; blot få sekunder foran det jagende felt.
Jens Kasler, sportslig ansvarlig for PostNord Danmark Rundt, og dermed ansvarlig for bl.a. ruter og kontakt med de deltagende teams, knytter disse kommentarer til det kommende løb: – Jeg synes, at det igen i år er lykkes at skabe et spændende og seværdigt felt, med fem World Tour-hold og ni ProTeams kan vi kun være tilfredse. Sidste år præsenterede vi måske det stærkeste felt nogensinde i løbets historie, men også i år er det min forventning, at feltet vil have besøg af nogen af verdens bedste pedalatleter.
FAKTA:
Dette års PostNord Danmark Rundt køres 15.-19. august.
Der køres 728 km fordelt påfem etaper.
Nye byer på PostNord Danmark Rundt-landkortet er: Vejen og Bagsværd, mens Vejle er den by i 2023-udgaven, som flest gange har været vært for løbet.


