- Onsdag, 2. august 2023
Der er denne sommer ekstra stor aktivitet hos Suldrup Senior Service, hvor de mange frivillige ud over de mere daglige opgaver med renholdelse mv., også har påtaget sig opgaven at fremstille nye bænke til stierne omkring Suldrup.
Af Jacob Søndergaard, lokaljournalist
SULDRUP: Som tidligere er bænkene produceret ved hjælp af træpaller, som en ven af Suldrup by har doneret til formålet. Træpallerne saves til og pudses – samt males i stærke farver, så de er til at få øje på i landskabet, uden dog at forstyrre naturens farver.
I arbejdet med de nye palle-bænke er involveret en lang række af de frivillige – og som holdet, Folkebladet Rebild mødte under arbejdet, udtrykker det, så er det vigtigt, at alle detaljer er på plads – herunder ikke mindst færdiggørelsen, så alle »knaster og fliser« pudses væk, og der ikke kommer »splinter i måsen« på brugerne af bænkene, som seniorerne så muntert udtrykker det!
Folkebladet Rebild mødte nogle af de frivillige ved besøget i »Spar-købmandens hal«, hvor malerarbejdet foregår, men der er endnu flere seniorer involveret i arbejdet, der begyndte i starten af juni og nu er færdiggjort, og bænkene er snart på plads i naturen omkring Suldrup – på bl.a. Nerupstien og Hjertestien.
– Som altid er der godt humør blandet ind i arbejdet; dog kan vi godt bruge nogle flere kvinder i Senior Service’s arbejde pointerer Dorte og Inger, som Folkebladet Rebild mødte under besøget – denne opfordring er hermed givet videre...

Fra en kaffepause tidligere på sommeren er der gang i produktionen af pallebænke. Fra venstre: Ole H., Knud, Grethe og Anders.


