- Onsdag, 2. august 2023
Af Arne Asp
SULDRUP: Seniorservice i Suldrup har i samarbejde med murerfirmaet Lars Pedersen & Søn, Suldrup, flyttet mindestenen i Suldrups Lystanlæg.
Det er sket for at få den gjort mere synlig. Når man kører på Anlægsvej forbi anlægget står den nu uden for ved indgangen. Bogstaverne på stenen er malet op, så nu kan man rigtig se, hvad der står på den.
Mindestene blev sat i 1929 efter at beboere i Suldrup jævnede lergravene med jord og plantede til med træer. Det er dem, som står der den dag i dag. Det var et kæmpe arbejde, der var sat i gang. Alt blev gjort på håndmaner. Der var ikke maskiner til det hårde arbejde, men det var noget, der virkelig gav sammenhold i byen - folk var gode til at møde op og deltage i arbejdet.
Én af de beboere, som var med til at lave anlægget, var bødkeren Anker Christensen (savværksejer). Han kom til byen i 1927 og byggede huset på Hjedsbækvej 303. Savværket lå bag ved huset op mod sandbanerne, fortæller Anker Christensens datter Nanna Mølgaard.
Hun fortæller videre, at efter etableringen af anlægget var der hver søndag eftermiddag stor tilstrømning af byens borgere med kaffekurv m.m. til hyggelig samvær, og der var masser af børn, som deltog.
Suldrup Lystanlæg var virkelig et sted, hvor der skete noget. Anlægget dannede i mange år rammen om børnedyrskue og byfester (Jættefesten), der blev på et tidspunkt bygget en pavillon, hvor der var åbne sider - der blev holdt mange baller. Senere blev pavillonen gjort mere brugbar. Der blev sat ydermure op og lavet toiletter og bygget scene.
Suldrup Borger- og Erhvervsforening stod i mange år som ejere af anlægget, og har for nogle år siden overdraget bygningen til spejderne, som nu bruger huset til deres aktiviteter. Der er mulighed for beboerne at leje huset til mindre fester.
Der er bygget shelter til overnattende gæster samt et muld-toilet, der bliver brugt flittigt. Seniorservice holder øje med, om det er i orden.
Anker Christensen var, sammen med dem som ses på billedet, nogle af de initiativtagere, som gennem deres tid var med til at gøre meget frivilligt arbejde i byen. Der var mange flere, end der ses på billedet.

Nanna Mølgaard står ved mindestenen.


