- Onsdag, 2. august 2023
BÆLUM: Bælum har fået en klinik, hvor man kan få hjælp til stress-håndtering, sexologiske problemer, fysisk eller psykisk dysfunktion, elller på anden vis har »ondt i livet«. Klinikken hedder »Kærlighedsrummet«, og det er den nyligt tilflyttede Margrete Würtz, som driver klinikken fra privat-adressen på Højvangsvej i Bælum, hvor hun bor sammen med kæresten Morten.
Margrete er født i Oplev, hvor hun gik i den lokale skole - senere i folkeskolen i Støvring. Uddannelsesmæssigt og jobmæssigt har hun været langt omkring: Hun har som ung arbejdet som tjener, som vikar i en børnehave, været plejemor, og haft diverse »løse jobs«. Hun endte med at gennemføre pædagog-uddannelsen på seminariet, og det blev udgangspunktet for den senere beskæftigelse, som har med mennesker at gøre - både i sit heltids-job hos Rebild Kommune (som kontaktperson for unge) og i sin klinik »Kærlighedsrummet«, hvor hun bruger forskellige tilegnede egenskaber til at lære klienterne at få bedre forudsætninger for at få et bedre liv. For at supplere sin personlige »værktøjskasse« har hun gennemført utallige kurser og uddannelser i alternative behandlinger.
- Af uddannelser og kurser er min værktøjskasse ved at være fyldt godt op med gode værktøjer såsom metasundhed (psykosomatisk traume), tankefeltsterapi, stress release, de-armouring (full body), metakognitiv terapi, sexologi, seksualvejledning, coaching, aggression replacement training (ART), pædagog. Således har jeg en solid baggrund til at kunne hjælpe dig til en mere fredfyldt hverdag, siger Margrete Würtz.
Margrete Würtz har i nogle år haft bobæl i Terndrup, hvor hun også forsøgte sig med alternativ behandling - primært inden for sexologi. Dengang var tiden åbenbart ikke rigtig moden til den slags, men da hun sidste år genstartede sin praksis med behandlinger inden for en lang række andre områder - på klinikken i Støvring, hvor hun dengang boede - så kom der mere gang i forretningen.
Nu har hun så rykket klinikken til Bælum, og her vil hun fremover hjælpe sine klienter til bedre mental og fysisk velvære. Hvis man på én eller anden måde har »ondt i livet« - så stiller Margrete gerne sin ekspertise til rådighed:
- Jeg starter med at kortlægge situationen sammen med min klient: Hvorfor har jeg ondt? Hvorfor har jeg det ikke godt? Hvor er den gal, og hvor kommer det fra? - På den måde pejler vi os sammen frem til om det handler om fysisk eller mental dysfunktion, - eller måske i nogle tilfælde en kombination.
Derfra består behandlingen i at fjerne det onde, og oprette balance i kroppen:
- Jeg tilbyder behandlinger der får dig ned i kroppen, hvor du kan få beroliget dit nervesystem, healet kropslige traumer eller løsnet energiblokeringer eller følelsesforløsning. Alt for at give dig et liv der er i overensstemmelse med det liv du ønsker at leve, fortæller Margrete.
Erfaringen fortæller Margrete, at nogle gange er der straks-effekt af behandlingen - andre gange går der nogen tid, og nogle gange skal der også flere behandlinger til, før hun sammen med klinenten når i mål.
- Men det er fantastisk, når det lykkes at få en klient bragt videre til en bedre, mere lykkelig og velfungerende tilværelse, slutter Margrete Würtz.
Se annonce.

