- Mandag, 31. juli 2023
Jættefesten i Suldrup er en social begivenhed, som siden midten af 1970’erne har været afviklet uge 31, og blandt andet har til formål at give folk en unik oplevelse, samtidig med at den skal genere penge til klubber og foreninger i Suldrup og omegn.
SULDRUP: Det er IK Frem Sønderup/Suldrup, som i tæt samarbejde med Suldrup Borger- og Erhvervsforening, står som arrangør af festen, der starter onsdag og slutter lørdag nat kl. 02.00.
Jættefesten er et kæmpe tilløbsstykke, der i årenes løb har budt på mange forskellige tiltag – en overgang blandt andet også med større koncerter.
I dag byder festen på traditionsrige tiltag som banko, løb, cykelløb, fodboldturnering, optog, legeland, kåring af årets Jætte, samt - ikke mindst - et kæmpe Jætteparty i hallen.
Jættefesten 2023 er traditionen tro fyldt med sportslige aktiviteter. Det starter onsdag, hvor der afholdes Sparekassen Danmark Cup, og torsdag bliver den helt store aktivitetsdag med Jætteløbet (børneløb, 5, 10 og 21 km), Jætte-cykelløb (7, 20, 40 og 60 km) samt en turnering i strandhåndbold til Jætte-BeachCup.
Det store legeland med aktiviteter for store og små er åbent alle fire dage, og er første gang tilgængeligt onsdag kl. 17.
Samme dag rundes dagen af med livemusik i »Valhalla«, hvor »Getback« leverer den musikalske underholdning, og dermed er festlighederne godt i gang; Der et tætpakket program alle fire dage, og alle - uanset alder, musiksmag og interesser - kan helt sikkert finde et eller flere gode argumenter for at besøge årets Jættefest i Suldrup.
Fotos: Lars Bertelsen

Legelandet plejer at være et trækplaster til den yngste generation og disses forældre. Her et glimt fra sidste års Jættefest.


