STØVRING: I dejligt dansk sommervejr gik turen til Rosenhaven i Mariager. Olesens Busser stod som vanligt for en dejlig køretur, der gik gennem Rold Skov over Astrup til Hadsund. En lille omvej omkring Dania, hvor de smukke gule huse og udsigten til fjorden blev nydt. Herfra af små skovveje forbi Hohøj, for til sidst at ende i Mariager og gåtur i Rosenhaven. 

Nu havde kaffetørsten meldt sig, og det betød et besøg på Restaurant Posgården. Deltagerne nød boller og lagkage, og snakken gik livligt om alle oplevelserne. 

På Postgården takkede Besøgstjenesten Jonna Gribby, idet der er sket et skift på besøslederrollen. Jonna har i mange år leveret en trofast indsats. Hun har været med fra etableringen i 2006 og været en afholdt og vellidt besøgsleder. Det er selvfølgelig med lidt vemod Jonna takker af. Men kontakten til Besøgstjenesten bibeholdes, idet hun fortsætter som besøgsven for sine allerede etablerede besøgsmodtagere.

Som ny besøgsleder overtager Pia Christensen fra Støvring. Pia har et stort hjerte for frivilligt arbejde. Har ydet og yder mange indsatser indenfor mange grene af bl.a. foreningslivet. Hun har gennem nogle år selv haft en besøgsven. Den store glæde det har givet for både hende og hendes modtager, har inspireret hende til, at mange flere skal have den oplevelse. Hun vil derfor arbejde videre for endnu større udbredelse og kendskab til mulighederne i at danne gode og meningsfyldte relationer igennem Besøgstjenesten. 

En dejlig eftermiddag med mange indtryk, snak og socialt samvær lakkede mod enden. Hjemturen gik over Hobro og ad den gamle hovedvej retur til Støvring.

 

e-max.it: your social media marketing partner