- Mandag, 10. juli 2023
Røde Kors butikken i Støvring kunne i den forløbne uge fejre 40-året for sin oprettelse – og der er sket meget siden starten i 1983, påpeger butikschef Preben Kloster, der har 25 frivillige medarbejdere med sig til de mange opgaver, som butiksdriften indebærer. Butikken i Jernbanegade har haft hjemme på denne adresse siden 2015, og har tidligere ligget på andre lokationer i Støvring.
– Vore medarbejdere har rigtig lang anciennitet og stor erfaring med arbejdet i Røde Kors butikken: Gennemsnitligt har de frivillige været tilknyttet butikken i 12 år, og med 30 års tjeneste topper dén frivillige med størst anciennitet, forklarer Preben Kloster.
– Røde Kors i Rebild Kommune driver tre genbrugsbutikker, nemlig i Suldrup, i Terndrup og i Støvring, og vi har en fælles bestyrelse, lige som vi skiftes til holde inspirationsmøder hos hinanden, fortæller Jesper Bendix, bestyrelsesformand for Røde Kors i Rebild Kommune.
Røde Kors butikken i Støvring forhandler rigtig mange forskellige varegrupper, og det giver et godt overskud til velgørende formål. Således har vi senest givet julehjælp til 150 familier – så langt hovedparten af vort overskud anvendes lokalt, mens en mindre del går til Røde Kors’ hjælpearbejde ude i verden.
Foruden julehjælp, arrangerer Røde Kors også julestue med salg af kaffe og kage, der ydes hjælp til udsatte børn, der er bekostet opsat en hjertestarter i Støvring midtby, og kørestole til et plejehjem. Desuden er der sendt penge til Ukraine-hjælp fra Røde Kors butikkens overskud.
Netop fredag, da Folkebladet besøgte Røde Kors butikken, var der stort rykind af kunder og forbindelser – således var Vibeke Samuelsen og Kirsten Christensen mødt som repræsentanter for Netværk Nord, der er en sammenslutning af de nordjyske Røde Kors butikker.
– Vi har et fantastisk socialt miljø, her i Røde Kors butikken, og det er for en stor del dét, der driver os, ud over det formål, som det er at hjælpe andre – lokalt og globalt, påpeger de frivillige Karen Gjerulff, Else Foldager og Bente Jensen, som Folkebladet mødte i butikken.

