- Tirsdag, 13. juni 2023
Ved Terndrup Skole er i foråret 2023 blevet plantet tre træer med Terndrup æbler.
Hermed er gjort en vigtig indsats for at bevare det æble, der har sin oprindelse i Terndrup, og som også har sin synlighed i byen.
I december 2017 var der i Terndrup således indvielse af en støbejernsskulptur af et æble - og det er selvfølgelig ikke et tilfældigt æble, men af Terndrup æblet.
Skulpturen, der står ved Terndrup Centeret, var blevet udført at den lokale kunstner Arne Kærsgaard.
I al sin flotte enkelthed viser skulpturen æblet forstørret i forholdet 1:15.
Historien om Tendrup æblet starter dog mange år tidligere, faktisk tilbage i 1850.
Her opstod æbletræet i lægeboligens have på Bælumvej i Terndrup. Kernerne udviklede sig til et træ med kegleformede æbler.
”Moder-træet” findes ikke mere, men podekviste var dog blevet anvendt på Herregården Gl. Estrup, hvor træet står sammen med en række andre gamle danske æblesorter.
Terndrup æblet har aldrig fået det store udbredelse i Danmark.
For haveinteresserede kan fortælles, at æblets sæson er middel tidlig, og det er spisemodent fra september.
Æblet har en længde på omkring 65 mm og en diameter på omkring 70 mm på det bredeste sted af frugten.
Beskrivelsen af æblet er, at grundfarven er grøngul, og at dækfarven er orange/rød (dækker 20-50% af æblet).
Kødet er tørt med svag sødme, middel syrlighed og megen/ingen eller svag aroma.
Samlet vurderes smagen af Terndrup Æblet til at være omkring middel.
Når en by har noget så specielt som et æbletræ opkaldt efter sig, så bør træet selvfølgelig kunne ses i byen.
I 2015 blev plantet to Terndrup æbletræer i Mølleskoven. De blev desværre ødelagt kort tid efter ved hærværk, men forhåbentlig går der ikke så mange år igen, før beboerne i Terndrup igen kan nyde de lysrosa blomster, og smage Terndrup æblet.
Så må man selv vurdere om Claus Mathiesens beskrivelse fra 1913 af æblet som middelsaftig med syrlig bæragtig smag, yder Terndrup æblet den rette beskrivelse.

Metalpladen på Terndrup æblet.

Den flotte have med frugttræer.


