- Onsdag, 7. juni 2023
De ca. 15 aktive seniorer holder »byens ansigt« i de rette folder og styrker samtidig sammenholdet.
Af Jacob Søndergaard, lokaljournalist
SULDRUP: Et initiativ med at få skabt et flot og attraktivt felt på hjørnet af Veggerbyvej og Hjedsbækvej, var for godt 10 år siden startskuddet på den ordning, der i dag kendes som Suldrup Senior Service – igen en del af Suldrup Borger- og Erhvervsforening.
Folkebladet Rebild møder fem af de frivillige seniorer, der en gang om måneden mødes i Stensbohallen for at tilrettelægge det arbejde, de ser frem til, og som er med til at holde Suldrup by på toppen. I forlængelse af dette månedlige møde holdes der så en månedlig arbejdsdag, hvor de aftalte og tildelte opgaver bliver udført.
– De konkrete opgaver, som vi aftaler i fællesskab eller som på forskellig vis er nået frem til os via lokale ønsker, dem ser vi frem til at løse til fælles bedste – men allervigtigst er det jo, at vi mødes og får drøftet »verdenssituationen« over en kop kaffe. På arbejdsdagene mødes vi efterfølgende i Røde Kors butikkens lokaler, hvor Spar Købmanden, lægehuset og Sparekassen Danmarks lokale afdeling skiftes til at bekoste denne lille lokale arbejds-sammenkomst, og vi får styrket vort sociale sammenhold og fortalt de helt nødvendige »små historier«, lyder det samstemmende fra de fem, som Folkebladet mødte.
Holder til i Knold’s Hus
Vi møder de fem repræsentanter for Suldrup Senior Service i det lille centralt beliggende »Knolds Hus« i kanten af pladsen, hvor der på fredag vil være fyldt med liv til Torvedagen.
– »Knold« var en kendt, men nu afdød, ildsjæl og »alt-mulig-mand«, der helt frivilligt udførte mange forskellige opgaver i Suldrup – og vi bliver tit spurgt, om vi i Suldrup Senior Service har overtaget Knold’s opgaver. Og svaret er altid – Ja, men ikke dem alle!
Mange udførte opgaver
Af opgaver, som de mange seniorer gennem tiden har udført, er den nævnte etablering af det lille Torv foran Røde Kors butikken, og senere er der udlagt stenmel på stierne omkring Suldrup Sø. Hver måned slåes der græs på Nerupstiens 6 kilometers forløb, og der suppleres med flies, hvor der er blødt og fugtig.
Det seneste arbejde omkring de lokale stier, er opsætning af markeringsstolper ved den nye Hjertesti. Desuden holdes der rent omkring Jættehøjen, og omgivelserne omkring krydset Veggerbyvej / Hjedsbækvej holdes rene og vejskilte bliver »pudset af«.
De frivillige seniorer har nogle enkle redskaber til arbejdet, men de lokale virksomheder er også flinke til at udlåne maskiner til de forskellige arbejder. En regel for Suldrup Senior Service er i øvrigt, at der ikke udføres arbejde, som ellers naturligt hører hjemme hos de lokale erhvervsdrivende – det er alene opgaver, som ellers ikke ville blive udført, og som tjener til fælles bedste, lyder det samstemmende fra Peder, Klaus, Niels, Poul Erik og Arne.
Onsdag i denne uge går det så igen løs med en arbejdsdag, hvor Suldrup får »en omgang«, så byen fremstår flot og indbydende til årets Torvedag. Men forinden venter også det vigtige »kaffemøde«, hvor vi igen drøfter verdenssituationen, lyder det optimistisk fra de fem seniorer!

Det lille Torv foran Røde Kors butikken var første arbejdsopgave for Suldrup Senior Service. Bemærk stjernen i skulpturen.
Skulpturen ved Suldrup Skole er blandt de opgaver, Suldrup Senior Service har medvirket til at få etableret ved bl.a. at have udlagt grus på arealet, hvor skulpturen er placeret.

Skulpturen ved Suldrup Skole er blandt de opgaver, Suldrup Senior Service har medvirket til at få etableret ved bl.a. at have udlagt grus på arealet, hvor skulpturen er placeret.


