Folkebladet Rebild har modtaget dette læserbrev fra Peter Fjordbak, Lærer ved Østhimmerlands Ungdomsskole i Bælum

BÆLUM: Jeg drømmer om flere huller i vejene i Bælum. Det lyder måske skørt, men det gør jeg, fordi jeg har hørt at det står slemt til med de vejhuller inde i Støvring. Her mærker man nemlig også konsekvenserne af kommunens sparekniv, og hvis man er i tvivl, ja så skal man bare kaste et hurtigt blik på vejene. På et borgermøde om mulig skolelukning i Bælum d. 16. april, fandt vor kære borgmester det sågar passende at forklare, at vi altså ikke skulle føle os snydt fordi de større byer får skoler, dagtilbud og et hav af fritids- og kulturtilbud for vores allesammens skattekroner. For der er altså også huller i vejene i Støvring. Hullerne kom bag på mange. Folk var chokerede. Lige der i kommunens kulturelle epicenter - imellem sportshaller, sundhedshuse, gymnasium, biblioteker, kulturskoler med musik, sang, dans, billedkunst og meget mere - var der efter sigende begyndende ridser i lakken.

Indrømmet, jeg kan ikke huske, om det præcise problem var huller i vejene eller, at de nogle steder var skæve og bulede, men slemt stod det i hvert fald til. Og medlidenheden var stor. For det var noget vi kunne relatere til i Bælum. For de mere end 250 lokale fremmødte var mildest talt også bekymrede for Bælums fremtid - vi nåede bare aldrig rigtig ned i bunken til vejenes tilstand. For de mulige konsekvenser af en skolelukning stod i kø. Tilflyttende børnefamilier kunne se ind i et tab på huset på 20 - 25 % som tak for tilliden. Entreprenøren, den lokale købmand, hallen og idrætsforeningen havde svært ved at finde en overlevelsesstrategi, og de lokale erhvervsdrivende kunne se ind i en fremtid hvor mange måske måtte kaste håndklædet i ringen. Ja, skolelukningen kan sågar blive en massiv udfordring for min egen arbejdsplads, efterskolen i Bælum, som kan få det rigtig svært uden muligheden for de nuværende lokale samarbejder, og hvis ingen lærere længere gider at bo i byen - så er det nemlig både svært og dyrt at passe på 100 unge mennesker på efterskole i døgndrift. Efterskolen repræsenterer over 20 faste arbejdspladser i Rebild kommune og de unge mennesker supplerer pt. Bælums befolkningstal med små 15%. Ser man derudover på faktorer som fraflytning fra kommunen og “aflyst” tilflytning på trods af at man pt. står med supersygehuset som kæmpe katalysator for vækst, nødvendige renovationer, udbygninger og ny infrastruktur, kan der samtidig sættes et stort spørgsmålstegn ved, hvorvidt de foreslåede skolelukninger, hvis de gennemføres, vil blive set tilbage på som godt eller dårligt købmandskab.

Men skriften på væggen synes at være, at man rent politisk stadig synes at kunne være bekendt at lukke flere skoler og fjerne flere kulturelle tilbud og serviceydelser fra de små samfund - fordi det er billigere at samle det i de store byer. Og det er skam let nok at finde hjemmel til at føre sparekniven, hvis man bare zoomer ind på prisen på den enkelte vare og glemmer at se på det samlede billede. Vi ved godt at service koster mere per snude i de små samfund - til gengæld beder vi jo heller ikke om alverden. Man bør desuden huske at forskellen mellem land og by oftest skyldes historiske politiske prioriteringer - var Bælum f.eks., som planlagt, blevet et jernbaneknudepunkt for godt 100 år siden, havde tingene måske set helt anderledes ud i dag.

Visioner bør derfor være nøgleordet - ikke et økonomisk øjebliksbillede - når byrådet snart skal tage stilling til mulige skolelukninger, som i høj grad vil forme fremtidens Østhimmerland. Jeg håber og be’r til, at man på tværs af de politiske fløje, vil tænke sig rigtig godt om, inden man fremover skal til at skrive ‘vejsikring mod vindhekse i Bælum’ ind i de kommunale budgetter. At man vil starte beslutningsprocessen med lige at zoome ud engang og tale om ting som visioner, principper, solidaritet og ordentlighed. Mon ikke pengene kan findes på mere solidarisk vis end ved flere skolelukninger i de små samfund, hvis man virkelig vil det!?

Jeg drømmer om, at man bevarer og ser muligheder i de små skoler (og samfund) og at mine børn fortsat kan vokse op med tryghed, natur og nærvær i Bælum. Jeg drømmer om, at politikerne kan og tør tage det lange lys på og holde fast i løfter og visioner. Jeg drømmer om solidaritet. Jeg rømmer om at betale min skat med glæde - eller næsten i hvert fald.

Men pt. drømmer jeg mest om flere huller i vejene. For det døjer de efter sigende med i Støvring… og det ville jeg godt kunne leve med.

e-max.it: your social media marketing partner