
- torsdag, 25. maj 2023
Af Jens Aage Hansen
Vårens komme og storheden i skaberværket blev fejret Kristi Himmelfartsdag i Vøldikes Æblehave ved kirken i Øster Hornum.
Egentlig blot en almindelig gudstjeneste, men som den blev holdt udendørs og i prægtigt vejr i blev den også en særlig oplevelse for de mange fremmødte fra Veggerby og Øster Hornum sogne.
Pastor Jack Nørdam Pedersen tog udgangspunkt i den skønhed, som Æblehaven lige nu udstråler med liv i kryb og græs og træer i blomst. Set i det store verdensbillede er vores klode at ligne ved en enkelt pixel, men ikke desto mindre er det netop denne mikroskopiske planet i et uendeligt kosmos, som vi bebor. Og som den gang Apostlene fik og nu kirkernes præster har som virkefelt for udbredelse af det bud om retfærdighed og barmhjertighed (kærlighed), som Kristus bød før sin himmelfart.
Organist Inger Marie Larsen og Mandskoret fra Veggerby sørgede for præ- og postludierne med to salmer, som blev afleveret med engagement og fint supplerede de salmer, vi traditionelt synger.
Organist Sune Bendsen spillede til tre nyere salmer, som de to kirkesangere Lena Egholm Bendsen (Øster Hornum) og Dorthe Winther (Veggerby) hjalp menigheden med at få lyd på. Og så supplerede de to sangere sammen med organisten med en fin duet over Lisbeth Smedegaard Andersens salme til netop en lejlighed som denne, nemlig (nummer 805 i 100 salmer):
Når æbletræets hvide gren
strør blomster på min trappesten
og luften har det lyse skær
af nyudsprungne bøgetræer –
så ved jeg det igen er maj
og sommer er på vej.
Tak til kirkens medarbejdere, Menighedsrådet og Æblehavens Venner for et fint arrangement i smukke omgivelser – og for et flot traktement med kaffe og kage, som mange frivillige havde bidraget til.