
- tirsdag, 23. maj 2023
STØVRING: Støvring Tennisklub var forleden vært ved en damedouble-kamp i Den Nordjyske Holdturnering SYD, hvor fire kvinder fra Nibe Tennisklub var mødt op for at give de fire Støvring-kvinder kamp til stregen. Der var spændende kampe og mange gode dueller, men hjemmeholdet trak sig sejrrigt ud af lokal-opgøret med sejr i alle fire kampe. Næste kamp det stærke damedouble hold fra Støvring skal i kamp bliver i uge 22, hvor holdet møder Hadsund på udebane. Herefter venter endnu et lokalopgør, idet modstanderen i uge 24 hedder Øster Hornum.
Støvring Tennisklub har iøvrigt gang i mange ting for øjeblikket. Sæsonen er netop startet, og der er etableret en fast spilleaften for voksne damer, og en tilsvarende fast spilleaften for voksne herrer. Herudover er der startet en fast spilledag for veteranspillere. Alle har haft god tilslutning fra starten af, fortæller Sten Gasberg, som sidder i bestyrelsen i Støvring Tennisklub. Den dag avisen besøgte tennisklubben i Støvring var Steen i fuld gang med at vedligeholde banerne, så de ser indbydende ud, når de cirka 130 medlemmer møder frem med ketcheren i hånden. Sten Gasberg fortæller, at der udover klubbens mange andre gøremål i øjeblikket arbejdes intenst på at få gjort de to nye padel-baner klar til indvielse, hvilket han forventer kan ske ultimo juni måned.
- Vi glæder os rigtig meget til endelig at få gang i padel-anlægget. Projektet er trukket noget ud, men nu er vi snart klar til at invitere padelsport-interesserede ind på de to nye baner. Padel i Støvring Tennisklub bliver som udgangspunkt en integreret del af tennisklubben, og som en naturlig følge heraf er de også først og fremmest tænkt som et ekstra aktiv for medlemmer af klubben, - men der bliver også mulighed for »Pay & Play«, så folk, som ikke er medlem af Støvring Tennisklub time for time kan købe sig spilletid på padel-banerne. Nuværende og kommende medlemmer af Støvring Tennisklub kan frit vælge imellem et rent tennisklub medlemsskab eller et kombineret medlemsskab af tennis- og pedel-klubben, slutter Sten Gasberg.