- Tirsdag, 16. maj 2023
Den 27. maj og den 9. juni er der koncert i Thingbæk Kalkminer – begge aftener med unge kvindelige singer-songwriters.
GRAVLEV: Sammen med Ester Haslund-Gjerrild inviterer Rebildcentret til den første koncert, som gennem poesi, musik og levende skyggebilleder skal skabe rum for livets skønhed såvel som dets skrøbelighed.
Ester har skrevet en samling af sange, som gennem et hverdagssprog forsøger at gøre døden til en hverdagsfortælling.
- Vi lever i et samfund, hvor det at tale om døden er svært. Mange mennesker, som har døden inde på livet, oplever at venner og familie trækker sig - måske mest af alt på grund af manglen på ord til at tale om det uundgåelige, fortæller Ester. Og netop det prøver hun at rykke ved på en fin, poetisk måde.
Med sangene tager Ester os med på en hverdagsvandring mellem store tanker, som hun placerer på små steder: mellem morgenkaffen og vasketøjet, på turen til Brugsen og med støvsugeren over parketgulvet i stuen.
Sammen med barytonsaxofonist Caroline Zalcman, elguitarist Emil K. Christensen og den visuelle kunstner Alberte Spork indbyder Ester til en intim og skrøbelig oplevelse i Thingbæk Kalkminer, hvor den underjordiske stilhed, tanker og visuelle indtryk vil stemmer ind i en større musikalsk fortælling.
Koncerten er muliggjort gennem støtte fra KulturKANtens pulje ’Sund med Kultur”.
Når det 14 dage senere bliver Karen Cecilie Cæsars tur til at indtage den underjordiske scene, er sanselighed og æstetik atter højsædet.
Gæsterne kan lune sig på en varm drik i de 8 grader ”varme” miner, mens Karen Cecilie Cæsar spiller skønne folk/country-toner fra sit anmelderroste album Low Season, og desuden fortæller om sit nære forhold til barndommens skov: Rold Skov.
Med sig på scenen har Karen guitarist Emil Overmark og pianist Frederik Skourup Søndergaard.
Gæsterne opfordres til at tage picnickurven med og kommer i god tid, så de kan de nyde aftensmaden i det fri ved indgangen til minerne, hvor der både er borde og bænke og en smuk udsigt til Rebild Bakker og Rold Skov.
Om Karen Cecilie Cæsar
Karen Cecilie Cæsar er opvokset ved Ravnkilde - og det er ikke første gang hun laver en særlig “pop-up” koncert i Himmerland. I efteråret 2021 præsenterede hun nemlig en totalt udsolgt koncert på Nørlund Slot, der åbnede slottets store riddersal op for en aften og bød publikum indenfor til koncert med Karen Cecilie Cæsar.
I november 2022 udkom Karen Cecilie Cæsars første album i eget navn: Low Season. Et organisk, håndspillet album, der byder på støvet, melankolsk folk/country – og det fik flotte anmeldelser med på vejen:
GAFFAs anmelder skrev blandt andet: “...musikken kommer fra det rigtige sted, hvor det handler om udtryk (tilfældigvis et udtryk jeg godt kan lide) og ikke udenomsværker. Derfor tror jeg, fremtiden ser lovende ud for Karen Cecilie Cæsar”.
Karen Cecilie Cæsar har spillet koncerter rundt i landet, spillet support for andre kvindelige kunstnere - og hendes musik har da også fundet vej til store playlister og til Danmarks Radios P5. Senest har hun blandt andet spillet live på Skråen i Aalborg – og i november varmede hun op for Kajsa Vala på Lille VEGA i København.

Ester Haslund-Gjerrild.


