STØVRING:  Der er travlhed i butikken da vi besøger Kop & Kande i Støvring.

Julie Bernth servicerer en kunde med gode råd og vejledning. Det samme gør andet-års elev Julie Knudsen. Imens er butikassistent Lone Kragelund Andersen i færd med at pakke en gave ind for en kunde, som er tydeligt tilfreds med sit indkøb og den service hun oplever her i butikken. 

Udover de tre piger er også Mette og Lena en del af medarbejder-korpset, men de er ikke tilstede i butikken i dag. 

Selv om der er nok at se til for de tre piger, så oser stemningen i butikken af, at her har man al den tid en kunde har behov for, når der skal vælges varer fra de vel-
assorterede hyldemetre. Der er tid til at snakke og hjælpe kunden. Og - vigtigt: Der er også plads til et smil og en kvik bemærkning. Overskudsag-
tigt virker det - og det er tydeligvis noget kunderne godt kan li’.

Julie Bernth er selv udlært i Kop & Kande for en halv snes år siden. Var væk fra området en årrække, men kom så tilbage, og erhvervede butikken, så hun nu selv driver den som butiksindehaver. 

- Vi er en del af en kæde, men det gode ved Kop & Kande er, at vi frit kan tilpasse os det lokale miljø, og vore kunders ønsker og inter-
esser, fortæller Julie Bernth, som også privat er bosat i Støvring, - sammen med sin mand og to piger.

Julie arbejder hele tiden målrettet på to kerneydelser i butikken: 

- Faglighed er vigtigt. Vi skal følge med tiden, altid have de varer kunderne efterspørger, og hele tiden kunne svare på de spørgsmål der dukker op. Dernæst nærvær og personlig service: 

- Vi skal huske kunder, som kommer her fast, og når de dukker op igen og igen, så fortjener de den allerbedste behandling man kan forestille sig. Det arbejder hele holdet for, fortæller Julie.

Udover synligheden i den fysiske butik har Kop & Kande også aktiviteter online med »ja-tak« tilbud og live-salg. Man er opmærksom på, at man skal være både online og i butikken for at opnå det optimale resultat. Uanset hvor der handles, så handler det ifølge Julie om at »have hånden på kogepladen« og følge med i hvad der rør sig, og hvad kunderne synes der er interessant lige her og nu.

Butiksindehaveren er glad for medlemsskabet af Støvring Handel og Erhverv, og håber at endnu flere fremover vil være en del af fællesskabet. Der er et udbytterigt samarbejde mellem medlemmerne, og foreningen kan lave nogle gode arrangementer, og det giver endnu flere muligheder, hvis flere vil være med, lyder opfordringen fra Julie Bernth. Hendes bud på en kampagne i foreningens regi er, at beboerne i Støvring og omegn skal opfordres til at handle lokalt. Det kunne for eksempel være under et slogan som »Handl lokalt og spar benzinen!« Hvis folk i nærområdet lægger deres handel i de lokale butikker, så er de her også i fremtiden, og så forbliver Støvring en attraktiv by at handle og bo i, slutter Julie Bernth.

Julie Bernth er udlært i Kop & Kande Støvring - har været væk i en periode, men vendte så tilbage i 2020, hvor hun købte butikken, og nu driver den som selvstændig indehaver.

 

Den nysgerrige...

• Julie Bernth er efter eget udsagn »overdrevet begejstret for Nutella«! Hun elsker i det hele taget søde sager, - og derfor går hun i fitnesscentret og dyrker spinning flere gange om ugen, når det kan lade sig gøre.

• Kop & Kande Støvring har flere ting i støbeskeen, - blandt andet til maj, hvor der arrangeres »Malerskole« med Royal Copenhagen i butikken. Her får man mulighed for at male sin egen Royal Copenhagen termokop i enten blå megamussel eller sort megamussel. - Det er kun få udvalgte butikker, som får muligheden for den oplevelse hvert år, så vi er jo så taknemlige over at vi skal have den mulighed i år, fortæller Julie Bernth. Man får den kop man maler med sig hjem, når den har fået den sidste glasering.     

• Lone og 2 x Julie er også ved at planlægge et stort arrangement i butikken til efteråret, som de tre piger håber Støvring og omegn synes er lige så fedt som de gør. Indtil videre er det lidt »hemmeligt« - men vi glæder os til at fortælle meget mere om når vi kommer tættere på, og I kan godt glæde jer, for det bliver vildt!

Lyngby porcelæn er i øjeblikket en særdeles populær og efterspurgt vare. Her ses butiks-elev Julie Knudsen ved hylden med det farverige sortiment på hylderne.

Lone Kragelund Andersen ses her ved ekspeditionsdisken, hvor bagvægen prydes af det store udvalg i de klassiske Royal Copenhagen produkter. 

e-max.it: your social media marketing partner