- Onsdag, 26. april 2023
Støvring Bridgeklub har netop afsluttet sæsonen og afholdt den årlige generalforsamling.
STØVRING: Endelig er man på den anden side af corona-epidemien. Dog har enkelte spillere været ramt eller fraværende på grund af influenza eller andre sygdomme, så der har igen været brug for mange substitutter.
Aftenen blev indledt med en miniturnering, hvorefter de traditionelle rullepølsemadder blev indtaget og generalforsamlingen gennemført, hvorefter der blev uddelt præmier for de sidste turneringer.
Igen i år er der spillet i Multisalen ved SIF Fodbold mandag eftermiddag og onsdag aften.
Det lykkes at fastholde medlemstallet, selv om der på landsplan har været en stor tilbagegang.
Emborg Svendsen blev genvalgt til kasserer, ligesom der var genvalg af næstformand Claus Kruuse og sekretær Karsten Houmøller.
Bestyrelsen består desuden af formand Ejvind Sørensen og Hugo Holm. Leif Nybo Jensen har afløst Thomas Thomasen som turneringstilrettelægger om mandagen, og Claus Kruse står for dette onsdag aften.
Til september næste år kan klubben fejre 40-års jubilæum og allerede i år vil man begynde at planlægge dette.
Årets klubmestre
På mandagsholdet gentog Ane og Svend Tribler succesen med 604 point. På onsdagsholdet var der også gengangere Emborg Svendsen og Bjørn Magnussen med 543 point.
Det par, som har forbedret deres handicap mest i løbet af sæsonen, er igen Lei Nybo Jensen og Jan Mårup med 9,79 til sammen, tæt fulgt af Inger Krabbe og Hugo Holm med 9,37.
Der har igen i år været undervisning i samarbejde med naboklubben i Terndrup.

Årets klubmestre på mandagsholdet, Ane og Svend Tribler, med 604 point.


