Thingbæk Kalkminer danner ramme om en stemningsfuld totaloplevelse, som har Danmarks botanik i centrum.  

 

Duoen Cort Lunde spiller elektroakustisk musik inspireret af Flora Danica, Inge Tranter udfører en tegneperformance og Lise Frederiksen fortæller om botanikken. Det unikke arrangement er blev til i samarbejde mellem 4 lokale aktører.

Duoen med det eksplosive navn, Cort Lunde spiller elektroakustisk musik, som egentlig er ret drømmende. Erik Lunde Michaelsen og Thomas Cortes Thorup eksperimenterer sig frem med trompet, bas og sampler, mens de har menneskets kulturelle og teknologiske forhold til naturen i tankerne.

Ved koncerten vil de spille numre fra deres nye album ”Flora Electronica”. Kompositionerne er inspireret af hver sin specifikke plante eller blomst fra det klassiske bogværk Flora Danica. Den enkelte plantes farve, form, naturlige habitat eller blot dens navn har dannet grobund for en komposition. Resultatet er blevet en slags absurd elevatormusik, der lever i et jazztronica-univers baseret på bio-organiske beats. Det er den slags spændende musik, hvad man kan opleve i Thingbæk Kalkminer fredag den 12. maj, og så er der tilmed også noget for både øjnene og de små grå.

Inden Cort Lunde spiller et nummer, vil biolog Lise Frederiksen kort introducere den plante, som har inspireret til netop disse toner. Hvor og hvornår kan man finde planten, er den hjemmehørende i Danmark eller indført som kulturplante, hvad er dens karakteristika, og er den truet eller udbredt. Lise Frederiksen bliver således naturvidenskabens stemme ved arrangementet.

Billedkunstner Inge Tranter derimod holder sig næppe til viden og fakta, når hun udfører sin tegneperformance under koncerten. Det bliver mere musikkens stemninger end planternes anatomi, der bestemmer, hvordan Inges streger skal danse hen over minevæggens ujævne overflade. Inge Tranter er uddannet på Royal College of Art i London og University of Cape Town i Sydafrika.

Fire lokale aktører har sammen med Cort Lunde udtænkt og arrangeret dette koncertkoncept, som kan opleves til en forholdsvis lav billetpris takket være støtte fra Rebild Kommunes Kulturråd. Den forholdsvist nyopstartede ”Skørping Kulturforening” tog initiativet til at samle arrangementsgruppen med repræsentanter fra ”Fraktal Ventesal for samtidskunst, lyd og poesi”, som har deres udstillingssted på Skørping Station, Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling i Rebild Kommune samt Rebildcentret med Thingbæk Kalkminer.

Cort Lundes arbejde med at udvikle albummet ”Flora Electronica” er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen, Dansk Musikerforbund, Statens Kunstfond. Albummet blev udgives på vinyl den 5. april i år og er en naturlig forlængelse af et koncept ved navn Impro Fauna, som Erik Lunde Michaelsen vandt en Danish Music Award for i 2021.

I øjeblikket indgår Cort Lunde aftaler med lokale gymnasier og efterskoler om at gennemføre workshops, hvor de unge lærer at arbejde musikalsk og elektronisk med naturens lyde.

Thingbæk Kalkminer.

e-max.it: your social media marketing partner