Rebild Kommunes dagtilbudsområde er som skoleområdet også behandlet i den nyligt udarbejdede analyse af skole- og dagtilbudsområdet. 

 

Hvor skoleområdet giver grobund for indgående dialog, stærke følelser og oplæg til politisk handling, så er de scenarier, der udspiller sig på pasningsområdet for før-skolebørn, ikke helt så omsiggribende.

Og dog. Kigger man på området i Rebild Øst, så er scenariet, at der i 2018 blev bygget en ny børneinstitution – Kildehaven, på Bælum Skole – mens der i Blenstrup er en børneinstitution, Valhalla. Kildehaven i Bælum blev budgetteret til 6,1 mio. kr., men endte med at koste 9,1 mio. kr. Byggeriet færdigbehandles på torsdagens byrådsmøde i denne uge.

Ifølge analysen kan Valhalla »med bygnings tilpasning« huse alle børn fra både Bælum og Blenstrup, og der opereres i analysen med en sammenlægning af disse to institutioner. Der er ikke specifikt peget på, hvilken institution, der vil være den fortsættende, idet dette formentlig vil være en politisk afgørelse.

Tilsvarende opereres der i Øster Hornum med at ændre det lokale børneunivers til en selvstændig børneinstitution, hvis Rebild Byråd vælger at lukke skolen i Øster Hornum.

Fælles for ændringerne på dagtilbudsområdet er, at disse ikke giver de store årlige besparelser i forhold til kommunens budget, mens ændringer vil være meget mærkbare på den enkelte institution.

Julie Foldager, bestyrelsesformand i Kildens Børneunivers, udtrykker sig således:

Med præsentationen af de tre scenarier skal vi som institution til at redefinere os selv, og sandsynligvis skal vi vinke farvel til vores børneunivers. Vi er oprigtigt skuffede over og kede af, at ikke ét eneste af de tre scenarier skåner Kilden bare en lille smule.

Strukturelle forslag som disse er sårbare for små lokalsamfund og understøtter ikke udvikling – nærmere afvikling.

Det er ærgerligt, at den pædagogiske vinkel har fyldt meget lidt i forløbet, og at så gennemgribende forandringer sker udelukkende på baggrund af massive økonomiske besparelser, selvom det er pakket pænt ind i et ønske om at skabe bedre og mere æredygtige skole - og dagtilbud.

e-max.it: your social media marketing partner