På vegne af forældre og børn på Blenstrup Skole

 

Forældre, lærere og børn står sammen om at bevare et fantastisk lærings- og dannelsesmiljø i fremtidens vækstområde 12 minutter fra Aalborg.

Med afsæt i et stramt budget og den netop gennemførte analyse af skoleområdet, er Rebild Kommunes unikke børneunivers i Blenstrup i fare. Ja, hele Rebild Øst’s Kilden Børneunivers står til at smuldre. 

Målet med analysen var at finde en løsning på den voldsomme udvikling i et stigende antal børn med særlige læringsbehov i Rebild kommune. Det koster! Analysen har dog meget ensidig fokus på hvor kan der spares – ikke hvordan kan denne forandring vendes, så vi dermed sparer pengene. Og hvor er fokus på kommunens totaløkonomi ved at lukke landsbyer?

Byrådet står nu over for at skulle beslutte om man igen vil lukke de små skoler og lokalsamfund - eller angribe det reelle problem med børns trivsel. Vil Rebild kommune og byrådet sikre grundlaget for et stærkt fodfæste i Aalborgs universitets- og Super Sygehus område. Eller om man vil gennemtrumfe en tvivlsom og i bedste fald diminutiv besparelse ved en lukning af den succesfulde Blenstrup Skole.

Argumenterne står i kø:

• Blenstrup Skole er succesfuld, fordi den formår at inkludere, uddanne og danne elever på tværs af faglige og socioøkonomiske forudsætninger. Uden forøgede udgifter til specialundervisning.

• Blenstrup Skole er succesfuld, fordi den i kraft af sine dedikerede ansatte skaber et trygt miljø, hvor mistrivsel identificeres og håndteres effektivt.

• Blenstrup Skole er succesfuld, fordi den giver livsduelighed ikke blot til sine elever, men til hele den nordøstlige del af Rebild Kommune.

• Blenstrup bys frivillige har i de sidste 5 år arbejdet på at udvikle byen, hal, billig varme og en masse aktiviteter for at tiltrække nye borgere – og det er lykkedes. Der er vækst i andelen af 20-29 årige i byen – der skal nok komme flere børn. 

Det handler om hele Rebild Kommunes fremtid

Rebild Kommune bør som en selvbevidst og modig landdistriktskommune turde stræbe efter mere end ’blot’ de nuværende vækstområder. Synergien med Aalborg skal udnyttes, og tilflyttere skal tiltrækkes til natur, lokalt sammenhold og – vigtigst af alt – et trygt og kompetent børneunivers.

Dét har vi i Blenstrup og omegn. Vi må ikke lade et stramt budget umuliggøre fremtiden. Vi må ikke gennemføre en skolelukning, der uvægerligt vil føre til mindsket tilflytning, mindsket skattegrundlag og flere kommunale udgifter – og værst af alt, endnu flere børn der mistrives. Rebild kommune har hidtil efterstræbt en ambitiøs strategi for vækst og udvikling på tværs af sin geografisk udstrækning. 

På vælgermøde i efteråret 2022 udtrykte repræsentanter fra hele byrådet tydeligt, at nu var det tid til at give Blenstrup og skolen ro. Hvis Blenstrup Skoles engagerede undervisere og de motiverede børn får lov, udgør de nøglen til vækst og udvikling. Til gavn for hele Rebild Kommune.  

Det er vores håb, at byrådet vil leve op til sit ansvar og sikre, at fremtiden tilhører hele kommunens ungdom. 

e-max.it: your social media marketing partner