- Mandag, 17. april 2023
Søndag var alle borgere og byrådsmedlemmer m.fl. Indbudt til et stor-møde, der i første omgang var henlagt til Bælum Skole – men efter en markant tilstrømning af interesserede borgere, måtte mødet flyttes til den lokale idrætshal.
Af Jacob Søndergaard, lokaljournalist
Forberedte mødedeltagere
– Rigtig mange borgere, forældre, lokale erhvervsdrivende og andre med interesse for skolen og lokalsamfundet havde forberedt sig grundigt og havde læst det digre værk af en analyse om skole og dagtilbudsområdet, og det kom der rigtig mange gode og særdeles seriøse både spørgsmål og kommentarer til, fortæller Ole Jellesen fra borgergruppen, der havde indkaldt til mødet.
– På mødet blev der i øvrigt gennemgået, hvad Bælum har at byde på, hvorfor borgere vælger at bo i Bælum – og i særdeleshed, hvilke funktioner og områder, der vil blive angrebet og komme under pres, såfremt den lokale skole bliver lukket, supplerer Ole Jellesen.
På vegne af borgergruppen siger Ole Jellesen i øvrigt:
– Analysen af skole og dagtilbudsområdet blev midt på året 2022 bestilt af byrådet for at få et overblik over og redskab til at styre omkostningerne på området for specialundervisning. Men da det efterhånden gik op for byrådet, at der i den grad mangler penge i kommunekassen, blev analysen også et redskab til at indarbejde spareforslag, og vi står derfor i den situation, at vi skal til at kæmpe for vor lokale skole i Bælum.
17 byrådsmedlemmer mødt
Mødet søndag havde i øvrigt besøg af ikke færre end 17 medlemmer fra Rebild Byråd, og det er borgergruppens opfattelse, at vore lokalvalgte folk her i Rebild Øst vil medvirke til at kæmpe for Bælum Skoles fremtid – dermed vil der også være et flertal for bevarelse af skolen, når det en dag kommer til en afstemning, slutter Ole Jellesen.


