- Tirsdag, 11. april 2023
Torsdag aften var Rasmus Walter atter engang tilbage i Stubhuset. Denne gang i en akustisk duo-opsætning med hans gamle makker Max Winding på keyboard og trommeeffekter.
Af Henrik Larsen - Foto: Heidi Randrup Reiche
STØVRING: Han har været her nogle gange før – senest i 2019, og som så utallige andre kunstnere giver han udtryk for glæden ved at være tilbage i Stubhuset; også til den traditionelle og efterhånden legendariske træstamme. Og det talstærke og forventningsfulde publikum kunne mærke en glad og positiv Rasmus Walter, der virkede som om, han oprigtigt havde glædet sig til endnu en koncert i Støvring. Dog indledningsvis med en dråbe – ironisk – malurt i bægeret: Før koncerten havde musikchef Helle Jørgensen af Spar Nord Fonden fået overrakt en donation på kr. 50.000,- til indkøb af nyt lydudstyr, og så måtte Rasmus Walter jo ”nøjes med at spille på det gamle, dårlige anlæg”. Han kan så glæde sig til at vende tilbage til en endnu bedre lyd end den suveræne af slagsen, der altid har været Stubhusets varemærke.
Om det var de tanker, der forstyrrede ham, så han efter at have spillet første nummer Stille angreb indledte præsentationen af koncertens 2. nummer med en introduktion af det, de lige havde afviklet i stedet for Splitsekund, skal forblive usagt. Stress skyldtes det i hvert fald ikke. Tidligt i koncerten slog Rasmus Walter nemlig fast, at der ingen stress var: De var langt hjemmefra og havde hele aftenen foran sig. Dog var han lidt forfulgt af uheld i aftenens løb: Et par forkerte guitarvalg, en mikrofon der vippede ned og blev besværlig at synge i og en guitarstreng, der sprang, men det var bare endnu et plus på den charmekonto, Rasmus Walter har.
Med hans karakteristiske og gode stemme, fine melodier og gode tekster tog Rasmus Walter os på en lille tur igennem hans efter 10 år på scenen efterhånden store musikkatalog. Sange, der i denne opsætning har fået en nyt og ofte mere nedtonet liv, hvilket bestemt ikke klæder dem dårligt. Det gjorde aftenen til en lidt ”stille” aften, hvor der af publikum blev nydt og lyttet og ikke helt så meget sunget med på Verden i stå og Endeløs, som Rasmus Walter gerne havde villet det, men det gjorde ikke noget, det lå ligesom ikke i luften. Det var mere en koncert med anledning til fordybelse. I øvrigt en fordybelse, som vi efterhånden er på vej til at miste evnen til; også i forhold til Ramus Walters og andres musik godt hjulpet på vej af radio og medier. Her er der, som Walter selv fortalte, ikke plads til stille sange som Stoler blindt på dig, der stort set aldrig bliver spillet, fordi man skal videre, der er ingen ro, der skal fart på. Desværre.
Rasmus Walter havde af farmand, som var med, forud for nummeret Dybt vand fået besked på at informere publikum om, at der ikke er noget indspillet på forhånd, og der sidder ikke musikere ude bagved. Alt er live. Således blev der koncerten igennem på suveræn vis brugt loop- og koreffekter til at give et ekstra krydderi på sangene. Et ekstra krydderi blev også tilsat, da gear-mand og tekniker Paw Eriksen i 2. sæt fik lov til at være med på scenen på henholdsvis guitar og bas. Det gjorde han ganske godt; dog var der et enkelt nummer, hvor de lige skal pudse korstemmerne af en gang til.
Sammen med ham og Max Winding leverede Rasmus Walter en rigtig behagelig og fin koncert i hyggelig stemning. De fleste sange var hans egne, et enkelt C.V. Jørgensen nummer Det siger sig selv fandt dog plads lige inden pausen. En sang som Rasmus og tvillingebror og Oscar-vinder Anders i tidernes morgen havde brugt til at forsøge at score piger på ved en Samsø Festival.
Om det lykkedes, fandt vi ikke helt rigtigt ud af. Men det lykkedes under alle omstændigheder Rasmus Walter og co. at give en skøn koncert i Støvring denne sidste torsdag i marts.

Med sig på scenen havde Rasmus Walther Max Windig på keyboard og trommeeffekter.

Gear-mand og tekniker Paw Eriksen fik i 2. sæt fik lov til at være med på scenen på henholdsvis guitar og bas.


