Venstre Rebilds kommuneforening afholdt sin generalforsamlingen den 28. marts på Rebildhus med ca. 45 deltagere. Ingen tvivl om, at regionrådsformand Mads Duedahl og minister for ligestilling og digitalisering Marie Bjerre, som gæstetalere, var den egentlige årsag til det store fremmøde.

 

REBILD: Kommuneforeningsformand Jesper Frisgaard indledte med beretning over sit første år som formand, alt andet end en rolig opstart med en folkeafstemning og et folketingsvalg. Begge med et for Venstre godt resultat. Afskaffelse af forsvarsforliget, og senere blev Marie Bjerre valgt med en markant fremgang af sit personlige stemmetal, trods et dårligt valg for Venstre.

Den senere regeringsdannelse, med Venstre som deltager i en regering hen over midten, er ikke gået upåtalt hen i Venstres organisation, men den løsning var eneste mulighed for at Venstres mandater kunne få indflydelse på det kommende regeringsarbejde. Der lød også en opfordring til at få minkavlernes erstatning afsluttet hurtigst muligt.

På det kommunale plan fyldte budgetforhandlingerne i efteråret 2022 meget i Venstres organisation.  Et stramt, men nødvendigt budget, blev vedtaget med et snævert flertal, hvilket ikke var målet. 

I året er Venstre Veggerby lagt sammen med Støvring,  og flere velbesøgte offentlige møder har været afviklet.

Efter godkendelse af regnskabet og genvalg af Jesper Frisgaard som formand blev den kommende bestyrelse for Venstre i Rebild kommune valgt. Den består udover formanden af Maybritt Toft Pedersen, Terndrup, Anita Dålfogt, Støvring, Flemming K. Mikkelsen, Veggerby, Dorte Møller, Suldrup, Solvej Værum Nørgaard, Mejlby, Henrik Buus, Mejlby, samt LOF-repræsentant Bodil Lundgren, Suldrup.

Efter generalforsamlingen fortalte regionsrådsformand Mads Duedahl inspirerende og humørfyldt om sit første år som formand, hvor et bredt samarbejde i regionsrådet er etableret, således er der enighed om de beslutninger, der er nødvendige at træffe. Anny Winther, der er gruppeformand for Venstre, er en god støtte i regionrådets arbejde, den erfarne og den uerfarne i regionspolitik. 

NAU, det kommende supersygehus, med sine næsten ugentlige problemer, blev selvfølgelig også berørt. Alle venter på ibrugtagelsen en gang i 2026.

Aftenen sluttede med indlæg af minister for ligestilling og digitalisering, Marie Bjerre. Spændende at høre om de nye arbejdsområde og hvilke initiativer, der er på vej inden for ligestillingsområdet. Der var flere kommentarer til den hastige udvikling i digitaliseringen, den enkelte borger skal kunne følge med. 

Flere spørgsmål blev stillet til Marie Bjerres tidligere arbejdsområde, nemlig den kommende CO2-afgift på landbrugsområdet. Regeringen afventer ekspertgruppens rapport, men for Venstre er det magtpåliggende at konkurrenceforholdet ikke ændres. Det gavner ikke klimaet, at fødevarer bliver produceret i lande med et højere CO2-aftryk end danske landmænds.

En flot afslutning på en inspirerende aften.

Mads Duedahl, regionsrådsformand Region Nordjylland.

 

e-max.it: your social media marketing partner