Kommer man rundt i en række af de mindre byer i Himmerland, så kan man ofte genkende gamle bygningsfunktioner på udformningen – typisk vil det være mejeriet, frysehuset eller stationen.

Sådan er det også i Bælum, hvor man midt nede i byen møder ”Stationsvej”.

Kører man ned ad vejen kommer man til en åben plads, og det kræver ikke så meget fantasi at forestille sig indretningen af et stort parkeringsområde med biler.

Går man få år tilbage, så kan man faktisk på luftfoto stadig ane indretningen af parkeringspladsen i asfalten.

Stationsbygningen og det tilhørende pakhus ligger stadig tydeligt tæt på banen.

Der er altid ved gamle stationer det helt specielle udtryk med en masse spændende bygningsdetaljer.

Man skal dog være opmærksom på, at mange af de gamle stationer i dag er i privat eje, og man derfor ikke skal gå for tæt på.

Bælum Station fra i funktion fra 1. december 1900 til 31. marts 1969.

Fra stationspladsen kan man også stadig se ”resterne” af andre karakteristiske bygninger – blandt andet en gammel tankstation og det tidligere mejeri ”Marienborg”.

Selve jernbanesporet er fjernet, men forløbet kan stadig genfindes med den rekreative sti, der løber gennem Bælum og videre både mod nord og syd.

Arkitekten bag stationsbygningen er Paul Severin Arved Paulsen (født 1846), og han er kendt som arkitekten bag rigtig mange af de stationer, der lå langs de ”land-jernbaner”, der tog udgangspunkt i Aalborg.

Ud over en række stationer Vendsyssel, så drejer det sig blandt andet om stationerne i Gistrup, Guderupholm, Komdrup, Kongerslev, Skelund, Solbjerg, Storvorde, Veddum, Visborg og Vaarst.

Stationerne var beliggende ud til den 56,3 km lange jernbane mellem Aalborg og Hadsund.

Strækningen kom på jernbaneloven af 8 maj 1894, og staten bidrog til banens anlæg med 50%. Der var tale om en enkeltsporet bane, hvor den maksimale hastighed var sat til 70 km/t.

Bælum Station har været nedlagt i over 50 år, men man kan stadig opleve et tydeligt aftryk af tidligere tider på stationsvej i Bælum.

 

De flotte øl reklamer sidder stadig på stationsbygningen.

Bælum Station. – Foto: Danske Jernbaner

Bælum Station. – Foto: tog-billeder.dk

Stationsbygningen, retirade og pakhus ca 1910- 918.  – Foto: Arkiv.dk

e-max.it: your social media marketing partner