- Tirsdag, 28. marts 2023
To gange om året tager Det Danske Spejderkorps i Støvring på fælles gruppetur, hvor alle spejdere og leder i en weekend laver fælles aktiviteter. De to gruppeture afholdes på skift på Spejdergården i Støvring og i en spejderhytte et sted i Nordjylland. I marts måned blev gruppeturen henlagt til Øksedal ved Sebbersund.
Som normalt bliver der udmeldt et tema for en gruppetur. Temaet har i de sidste år været vikinger, verden rundt, cowboy, tivoli og meget andet godt, men for den netop overståede gruppetur var blevet valgt temaet ”Guldgraver”.
Mange af aktiviteterne bliver lavet på tværs af de forskellige grene og hermed også spejdernes alder.
- Det er en styrke ved vores gruppe, at alle spejderne fra de yngste til de ældste kender hinanden, og er vant til at arbejde sammen. Vi hører også, at dette kendskab også har betydning uden for spejderlivet, fortæller gruppeleder Birgitte Wilsted Simonsen.
Gruppeturen var tiltænkt at skulle finde sted i et vejr, hvor foråret så småt var begyndt, men i dagene op til gruppeturen, der blev det vinter igen. Aktiviteterne bestod dog fortsat af en masse guldgraveraktiviteter som at kunne tænde bål, at kunne fremstille en kop af papir, og at kunne grave guld i ”flodens sand”.
Der blev dog samtidig fra mange af spejderne kigget langt efter den fine hvide sne ved spejderhytten. Som spejderne kan man dog hurtigt ændre på planerne, og bygning af snemænd, kælkning og snebold-kamp blev også en del af guldgraver-aktiviteterne.
For Det Danske Spejderkorps i Støvring er det en fast tradition, at der i forbindelse med gruppeturen i marts sker det officielle optag i gruppen for spejderne. Det foregår ved et stemningsfuldt – men også hemmeligt – arrangement. Det var således nogle meget spændte spejdere, der én for én gik frem til gruppelederen for det officielle optag i gruppen.
Efter en weekend med masser af aktivitet og masser af frisk luft samlede spejdere, ledere og forældre sig til fælles frokost (hotdog med kage til dessert) inden der var fælles afslutning omkring flaget.

Sne og spejdere kan bare noget sammen.

Max hygge inde ved mini drengene.

Der blev øvet i dyrespor - så guldgraveren kan fange kaniner.

Sneen blev nydt og. leget i - det ville guldgravere også have gjort, hvis de havde sne.


