- Tirsdag, 28. marts 2023
Støvring Handel og Erhverv, som under mottoet »Støvring Handel - service i særklasse«, arbejder for at Støvring skal være et skønt sted at komme, være, bo, arbejde og handle, afholdt torsdag i sidste uge generalforsamling, og det var en fortrøstningsfuld formand, som skuer ind i fremtiden.
STØVRING: - Corona og energikrisen har sat sit præg på mangt og meget i den tid, som ligger bag os, men nu ser vi frem mod en mere normal hverdag, fortalte Paw Winther i sin formandsberetning.
Han pointerede desuden, at foreningen i det forgangne år har forsøgt at gøre det ekstra tydeligt, hvem der er medlem af Støvring Handel & Erhverv - for eksempel gennem aktiviteter og annoncer - og det er noget, som vi agter at fortsætte med, sagde formanden.
En lang række aktiviteter er blevet gennemført i årets løb - blandt andet Halloween og Havnebyfesten, som var en ubetinget succes. Julebelysningen var i 2022 fravalgt bl.a. på grund af energikrisen, men det forventes, at julelys igen er en del af bybilledet, når vi nærmer os den søde juletid 2023. Måske skal kunderne ovenikøbet glæde sig til en helt ny og flot julebelysning, for formanden kunne løfte sløret for, at foreningen arbejder på at investere i ny julebelysning.
Til slut omtalte Paw Winther de mange tanker og planer, der er om midtbyens udvikling, og som vil komme til at præge det næste års arbejde i bestyrelsen.
- Vi arbejder blandt andet videre på en overdækning af scenen på torvet, sluttede formanden.
Intakt bestyrelse går et travlt år imøde
På valg til bestyrelsen var Rikke Fruergaard, Paw Winther, Uffe Guldborg og Tina Mogensen. Alle modtog genvalg til bestyrelsen, som desuden består af Mia Søe Bisgaard og Mette Langley.
Den nye bestyrelse har arbejdsopgaver nok at tage fat på i 2023: Der skal findes en ny løsning vedrørende gavekort, idet den nuværende leverandør har opsagt samarbejdet. Der skal arbejdes på en såkaldt velkomstbrochure, som tilflyttere skal modtage, når de bosætter sig i Støvring-området. Herudover vil der blive gennemført en lang række handelsfremmende aktiviteter i byen - herunder blandt andet kræmmermarked, Maj-Fest, »Amerikanske Dage«, Havnebyfest samt Black Friday og en masse juleaktiviteter i årets sidste måned.

Formand for Støvring Handel & Erhverv, Paw Winther, fortæller, at man i øjeblikket arbejder på investering i ny julebelysning.


