- Tirsdag, 28. marts 2023
Igen i år blev Blenstrup Gymnastik Forenings forårsopvisning et tilløbsstykke. 8 ud af 10 hold var på gulvet, heraf to nye hold, og alle de aktive havde taget familien med i hallen søndag formiddag.
BLENSTRUP: De store smil var fremme fra start, for ingen kan stå for Forælder-barn-holdets små gymnasters glæde ved at lege med far eller mor – publikum eller ej! Spirrevipperne og Hoppelopperne trak også store bifald efter deres sanglege og udfoldelser på redskabsbanerne. Efter flere års pause var der igen Unicykling-opvisning på programmet. Seks af deltagerne var på gulvet og instruktørerne kørte med for at støtte dem, der startede på holdet efter jul. Det nye hold, Seje Unge, brugte opvisningen som anledning til at vise, hvad de havde lavet i løbet af sæsonen, og som de selv er med til at planlægge. Og det var ikke så lidt - de viste bl.a. spike ball, akrobatik, cross-
fit, yoga, sjipning, spring og street dance. Det store Spring 1 hold viste klassisk rytme- og springgymnastik og de mest erfarne dansere fra Linedance-holdet viste et bredt udsnit af de mange danse, som de udfordrer motorikken og lattermusklerne med hver uge.
Bestyrelsen takkede de 31 frivillige unge og voksne, som gør det muligt for 170 medlemmer at være aktive i BGF. Der var blomster og gaver og masser af rosende ord og stående klapsalver.
Efter påske starter BGF tre forårshold: Linedance og Seje Damer for voksne samt Unicykling for børn og unge.

Flot opvisning af Unicykling-holdet.


