- Tirsdag, 21. marts 2023
Søndag den 12. marts var alle otte hold i 2. division i skak samlet til fælles afslutning i Skive, hvor der blev kæmpet bravt ved alle brætter.
SKØRPING: Viborg Skakklub blev den endelige vinder og rykker op i 1. division gr. 2. Nedrykker fra klassen blev Nørresundby 2 og Skive 2. Skørping Skakklub scorede 2½ point mod 5½ point til Holstebro. Med dette resultat sluttede klubben på en femteplads ud af otte deltagende hold, hvilket vil sige, at Skørping også næste år er med i den landsdækkende holdturnering i skak.
I Skive spillede Peter Mikkelsen mod Holstebros førstemand, Thomas Stausholm Jepsen. Partiet endte remis, dvs. et halvt point til hver.
Skakklubbens to øvrige hold har også afsluttet deres kampe i den nordjyske holdturnering i skak.
Klubbens Mesterrækkehold må en tur ned i A-klassen, selv om holdet i sidste kamp vandt med 3½-2½ point over Aalborg 3. Her er der seks mand på holdet, men med en samlet score på 15 point i de syv kampe blev holdet sidst i gruppen.
Samme skæbne måtte A-holdet, der er på 4 spillere, lide. Holdet vandt endda 4-0 over Aalborg 9 i sidste runde, men med kun 11 point i hele sæsonen sluttede holdet på en delt sjette- og syvendeplads i deres gruppe. De fire spillere, der alle vandt, var: Patrick Lemonier, Jakob Søgaard, Mathias Andersen og Louise Malte Mygind.

Fra en klubaften, hvor de to veteraner Stener Mousten og Bent Kaargård duellerer.


