Rytterne i Rold Skov MTB er søndag klar til at starte ud på mountainbike cykel.

Af Jacob Søndergaard

 

REBILD: En del af de 180 medlemmer i Rold Skov MTB – mountainbike ryttere – har ikke set meget til cyklen og skovstierne hen over vinteren, mens andre har cyklet vinteren igennem, når der har været mulighed for det, fortæller Brian Larsen, formand for Rold Skov MTB.

– Men så fra på søndag  stiger vi på cyklerne, og så bliver de opsparede kræfter sendt gennem benene til pedalerne, og det bliver et flot syn, når de mange ryttere forlader mødestedet ved Skørping Idrætscenter og kører ud på ruten.

Sæsonstart med pølser

Den første dag bliver det en forholdsvis kort tur gennem skoven, og efter en god times tid mødes rytterne så igen, og klubben er vært ved en pølse og en vand / øl til rytterne. Så er sæsonen 2023 i gang, og afhængig af rutine og øvelse, er man ved træning tilknyttet ét af klubbens i alt ni hold.

Ni hold, hvor kvinderne har valgt eget navn

De ni hold fordeler sig i en voksen afdeling med fire niveauer, fra uøvet til elite – M4, M3, M2 og M1. Det samme er gældende for ungdomsholdene – U4, U3, U2 og U1. Dertil kommer et hold med det kvindelige islæt, og Brian Larsen understreger, at man på holdet selv har valgt navnet: »Duller, der ruller«.

– Ellers handler det om den ugentlige træning og »hyggeture«, som der også er plads til. Her er det alt overvejende sporene i Rold Skov, der lægger jord til træningen – men i sæsonens løb køres der også andre steder i motionsmæssig sammenhæng. Klubbens eliteryttere kører i sagens natur mange andre steder, da det her handler om løb på forskellige ruter, landet over.

Gravel er det nye »sort«

Som noget helt nyt i Rold Skov MTB tager vi i år cykeltypen »gravel« på programmet: En gravel cykel er en mere racerpræget cykel, som har bredere dæk end en racercykel. Gravel cyklen er derfor velegnet til at køre på grus og stier med fast underlag. Denne træning er henlagt til lørdag formiddag, mens andre hold træner i ugens løb, slutter Brian Larsen.

 

e-max.it: your social media marketing partner