En klimabænk foran rådhuset skal give folk et klart billede af, hvor meget et ton CO2 fylder.

 

Af Jacob Søndergaard

 

REBILD: Det er nok de færreste, der har et klart billede af, hvor meget ét ton CO2 lige er. Det er i hvert tilfælde tanken bag Naturstyrelsens gave til Rebild Kommune i forbindelse med offentliggørelsen af kommunens forslag til en ny klimaplan: En fem meter lang træbænk, hvori der er lagret et ton CO2.

Bænken blev placeret foran rådhuset i Støvring den 15. marts, hvor borgmester Jesper Greth tog imod gaven og takkede for det gode samarbejde mellem Naturstyrelsen og Rebild Kommune.

- Tak til Naturstyrelsen, der som et symbol på skovens store betydning i klimaindsatsen giver et ton CO2 til Rebild Kommune; eller rettere en ”klimaklods” af træ, hvori der er lagret et ton CO2, sagde Jesper Greth i sin tale. Her præsenterede han ”Vores Klimaplan”, som er første skridt på vejen til at gøre Rebild til en klimaneutral kommune. 

I forslaget til ”Vores Klimaplan” har naturen en fremtrædende rolle, da de naturlige ressourcer spiller en vigtig rolle i udviklingen mod en klimavenlig kommune. Her er særligt et potentiale i lavbund og skov. 

Klima kræver en fælles indsats

Borgmesteren præciserede dog også, at arbejdet med klimaet ikke kan reduceres til et spørgsmål om CO2-udledning. I stedet skal der fokuseres på fælles løsninger, hvor alle hjælper med at løse opgaven. 

- Klima rækker langt ind i vores alles hverdag. Derfor skal vi tænke klima større end det. For som vores vision også lægger op til, kræver disse målsætninger, at vi løfter i samlet flok, og at borgere, foreninger og erhverv vil være med til at sætte handlinger i gang og finde endnu flere gode løsninger på, hvordan vi skaber det gode klimavenlige liv sammen, understregede Jesper Greth.

 

FAKTA

Vil man læse mere om ”Vores Klimaplan”, kan man gøre det på www.klimarebild.dk

Den nye bænk, som nu er placeret foran Rådhuset i Støvring – her fremvist af Annette Pihl Strøm Jacobsen fra Naturstyrelsen og borgmester Jesper Greth.

e-max.it: your social media marketing partner