
- tirsdag, 14. marts 2023
Tirsdag i uge 10 trodsede 17 børn og unge de massive snemasser og deltog sammen med flere forældre og frivillige fra den lokale afdeling af Coding Pirates til eventet, FIRST LEGO League i Rebild Ungdomsskole.
REBILD: Det var de to instruktører, Kristian Østergaard og Michael Jakobsen fra Coding Pirates hovedforening i Odense, der havde lagt vejen forbi Rebild Ungdomsskole i Støvring med deres LEGO Spike Prime-byggesæt. - Nogle af jer vil kende sådan et sæt fra undervisningen på skolen, mens det er helt nyt for andre, introducerede Michael, imens han gennemgik indholdet i byggesættet. De tilmeldte børn og unge sad på spring for at komme til at få klodser og komponenter pakket ud. Det var tydeligvis derfor, de var kommet denne aften.
Deltagere gik efterfølgende straks i gang med deres udfordring; at bygge den hurtigste robot til at tilbagelægge en given distance. Der blev arbejdet med prototyper for hele tiden at forbedre robottens egenskaber. Det er en simpel udfordring i forhold til, hvad der venter deltagere, der arbejder videre med First Lego League på landsplan, hvor den konstruerede robot skal forcere en todimensionel forhindringsbane og derved får brug for flere funktioner og sensorer.
- Vi har med dette event pirret til børnenes nysgerrighed og deres lyst til at arbejde videre med kodning og programmering, som er omdrejningspunktet i Coding Pirates, udtaler Søren Døssing, der er lokal formand for Coding Pirates Støvring. - Mange af de fremmødte i dag har vi ikke set før, så der er måske kommende medlemmer imellem.
Flere af de fremmødte forældre fik da også en snak med de frivillige trænere fra den lokale forening, der mødes hver mandag aften i to aldersopdelte grupper for at arbejde med kreative IT-færdigheder for alle børn og unge i alderen 7-17 år uanset, hvilken by de kommer fra.
First Lego League er første skridt i et nyt samarbejde imellem Coding Pirates, Støvring og Rebild Ungdomsskole.
- Vi ønsker i ungdomsskolen at række længere ud til større børn og unge med interesse for science, og dette er en oplagt mulighed for os for at komme tættere på nogle idoler for de unge i form af frivillige voksne, der brænder for formidling af deres interesser og besidder nogle kompetencer, som vi ikke selv har i ungdomsskolen, fortæller Jens Skov Jørgensen, leder af Rebild Ungdomsskole.
- LEGO taler til en bred aldersgruppe, men vi ser også muligheder for i samarbejde med Coding Pirates at appellere til de unge med andre typer af programmering og kodning, slutter Jens Skov Jørgensen.
Der var et flot fremmøde af børn og forældre, ligesom de mange lokale frivillige fra Coding Pirates stod på spring for at hjælpe børnene i deres arbejde med robotterne.