Søndag den 19. februar var omkring 120 glade børn og voksne samlet til fastelavnsfest i Støvring Sognegård.

Af Bente Jensen

 

Festlighederne startede i Støvring Kirke, hvor sognepræst Inge Frandsen havde en lille fortælling om, hvordan Johannes Døberen prøvede at sige fra over for at skulle døbe Jesus, som slet ikke trængte til at blive døbt, fordi han var renheden selv.

Børnene fik udpeget duen ved prædikestolen og hørte om, at duen er Guds særlige udsending, en helt speciel fugl, der kan trænes til at bringe breve ud. Duen fik til opgave at få vidnerne til Jesu dåb til at kigge op, da den kom dalende ned over Jesus og lytte til Guds stemme.

Noah havde også en due ansat i sin tid til at bringe et blad tilbage fra det tørre land, så denne due fik børnene en sang om, som de hurtigt lærte at synge.

Og så skulle der slås til...

Efter gudstjenesten sørgede FDF for, at der blev slået ”Katten af tønden” - og hele fire tønder var der ophængt til børnene på forskellige alderstrin. Festlige og farverigt udklædte børn gik til den med stor energi, og selvom den ene tønde var lidt svær at få ned, lykkedes det til sidst.

Derefter var det indenfor i varmen til lækre fastelavnsboller, kakao og kaffe. Kattekongerne og dronningerne blev kronet, og så kom der harmonikamusik. Alle børn og voksne blev budt op til kendte sanglege, og der blev sunget, leget og danset boogie woogie inden et godt arrangement sluttede.

Der var gang i tønder og køller.

e-max.it: your social media marketing partner