- Onsdag, 1. marts 2023
Dialog og opfølgning ift. lokalråd sammentænkes med Strategisk Landsbyplanlægning
I Rebild Byråds aftale om budgettet for 2023 er det aftalt, ’’at Rebild Kommune indgår i en tæt dialog med lokalsamfundene i de områder, som berøres mest af initiativerne af budgettet for 2023. Der afsættes således 1 mio. kr. fordelt over de to kommende år til at facilitere en sådan dialog, herunder med de respektive lokalråd. Denne indsats skal tænkes sammen med den øvrige indsats med strategisk byplanlægning. Den nærmere udmøntning heraf besluttes af Økonomiudvalget.’’
REBILD: Rebild Kommunes Økonomiudvalg besluttede den 9. november 2022, at borgmesteren og forvaltningen tager en indledende drøftelse med lokalrådene. Disse møder har været afholdt med lokalråd Haverslev-Ravnkilde, Øster Hornum og Terndrup. Referat fra møderne fremgik af sidste uges udgave af denne avis.
Indsatser og ønsker til initiativer, som blev fremført på møderne er opsummeret, og forvaltningen har kommenteret og givet et bud på videre håndtering. Disse kommentarer findes nedenfor i denne artikel.
Nogle indsatser er tæt forbundne med de konkrete beslutninger i budget 2023, mens andre rækker bredere ud mod øvrige behov og udvikling, fremgår det af notatet, som videre anfører:
Strategisk planlægning for landsbyer
Som nævnt er der i der i Planloven et krav om strategisk planlægning for landsbyer. Det vil sige en sammenhængende planlægning med afsæt i de lokale muligheder og udfordringer. Det forudsætter, at Rebild Kommune i det omfang, hvor der er behov for det, aktivt undersøger og tager stilling til hvilken indsats, der eventuelt skal foretages i disse byer/områder.
Kommuneplanlægningen for landsbyer skal understøtte udvikling af levedygtige lokalsamfund, fremme en differentieret og målrettet udvikling og angive overordnede målsætninger og virkemidler.
I Kommuneplan 2021 fastlagde byrådet retningslinjer for den strategiske planlægning for landsbyer, men der er ikke gennemført en proces for de enkelte landsbyer i forhold til at opstille differentierede målsætninger, delmål og virkemidler for den enkelte landsby og for det område landsbyen er en del af.
Forvaltningen anbefalede op til Økonomiudvalgets seneste møde, hvor denne sag blev behandlet, at den videre opfølgning og dialog med lokalsamfund gennemføres i sammenhæng med processen om strategisk landsbyplanlægning.
Det forudsætter, at det afsatte beløb allokeres til en ressourceperson i Plan, Byg og Vej, som kan varetage dialogen med lokalråd om udviklingsplaner og den strategiske landsbyplanlægning således, at der sikres realiserbare udviklingsplaner, som efterfølgende kan danne afsæt for lokal fundraising og realisering over en længere årrække.
Dette vedtog Økonomiudvalget i mødet 15. februar at imødekomme.
- Haverslev-Ravnkilde Lokalråd:
- Aktiviteter på Ravnkilde skoles ejendom (badminton, lokalhistorisk, Skt. Hans bål) og mulighed for overtagelse af skolens bygninger til privatskole:
- – Håndteres i særskilt henvendelse og beslutning om udbud af skolen.
- Udstykning af boliger:
- Udstykning på Kildebakken, Ravnkilde, er under byggemodning. Lokalplan med mulighed for tæt- lav bebyggelse er under udarbejdelse og forventes forelagt i april.
- Der er på Amtoften, Haverslev, et større antal kommunale byggegrunde til salg og almene boliger på vej.
- Området ved Håndværkervej omlægges til boligformål:
- – Teknik- og Miljø Udvalget har tilkendegivet, at planlægning for området ved Håndværkervej prioriteres ifm. Kommuneplan ’25. Evt. blandet bolig og erhverv.
- Synliggørelse af boliger til salg:
- – Salg synliggøres via hjemmeside (mangegodegrunde.dk – MGG), omtale på sociale medier mv. samt skilte ved udstykningen. Der blev udtrykt ønske om skilte ved rundkørsel, dette er dog vanskeligt foreneligt med vejloven og vil danne præcedens ift. andre aktører.
- Forberede arealer øst for motorvejen til erhvervsgrunde, herunder at det indledende arbejde ikke afventer en ny kommuneplan:
- – Politisk beslutning om at det afklares om et mindre område på Industrivej kan udvikles.
- – Ønske noteret hos Teknik og Miljø i november 2022, på liste over ønsker til Lokalplaner og Kommuneplan.
- – Kan evt. indgå i en samlet strukturplan for udvikling af Haverslev. Kræver prioritering.
- Ønske om, at en del af den 1 mio. kr., der i budgettet er afsat til dialog, prioriteres til pkt. 4-6, – enten ved ekstern bistand eller ved ansættelse i kommunen.
- – Begge indsatser er forankret i Plan, Byg og Veje.
- Aktiviteter (strikning, billard mv.) i ældrecenterets lokaler.
- – Vurderes ifm. Moderniseringsplan.
- Fortov fra Sunset-restauranten til pendlerpladsen:
- – Noteret på liste over Trafiksikkerhedsudfordringer – hvorfra Teknik og Miljø Udvalget prioriterer projekter, finansieret af den årlige pulje hertil.
- Der er en »falsk« indkørsel til pendlerpladsen, som skaber trafikfarlige situationer og som bør blændes af:
- – Indkørsel til pendlerplads undersøges nærmere.
- Øster Hornum Lokalråd:
- Aktiviteter som i dag afholdes på ældrecentret:
- – Vurderes ifm. udmøntning af Moderniseringsplan.
- Udarbejde en 10-årig visionsplan for byens udvikling, via inddragelse af relevante aktører i byen:
- – Kan evt. tænkes sammen med strategisk landsbyplanlægning, som er en lovpligtig opgave.
- – Udarbejdelse af en samlet visionsplan forudsætter prioritering af ressourcer i forvaltningen.
- Forskønne og løfte den rekreative værdi af arealet omkring forsyningens tekniske anlæg/Hasseris Å og kløverstien ved byens nordlige udkant ad Nibevej:
- – Ønske som fordrer anlægsmidler.
- NT’s busbetjening af byen, herunder om det kunne være en mulighed, at nogle bybusser fortsætter fra Godthåb til Øster Hornum – evt. samtænkt med en omlægning af rute 102:
- – Ønske videresendt til NT, som har anmodet om svar fra Aalborg.
- Terndrup Lokalråd:
- Sammenhængende stisystem:
- – Så vidt muligt søges sti langs skel fastholdt efter salg af administrationsbygningen.
- Nyttiggørelse af arealet syd for skolen og idrætscenteret arbejder med en ambitiøs plan for arealet på skråningen på bagsiden af idrætscenteret ned mod ådalen:
- – Områdefornyelse ansøges – og indgår i samlet prioritering af områdefornyelser.
- Arbejdet med anlæg af cykelstien til Bælum prioriteres:
- – Er prioriteret i investeringsoversigt.
- Kommuneplanen er udlagt jord til erhvervsgrunde syd for byen, ønske om prioritering af lokalplan herfor:
- – Lokalplan 336 Industrivej, Terndrup, er vedtaget 25.8-2021 (arealet mellem Hadsundvej og Industrivej 8 er udlagt til erhverv)
- – Der er ikke kommuneplanlagt erhvervsjord, der ikke er lokalplanlagt.
- Rebild Kommunes hjemmeside mangegodegrunde.dk (MGG )- ved links eller tekst gøre opmærksom på, at der ud over kommunale byggegrunde også kunne være private byggegrunde til salg i Terndrup:
- – Der henvises hertil på MGG Startside – både vedr. erhvervsgrunde og boliggrunde.


