- Tirsdag, 21. februar 2023
Selvom Kina geografisk set er langt væk, føltes kulturen fra det store land mod øst kortvarigt tættere på, da Støvring Gymnasiums kinesiskhold fejrede kinesisk nytår.
Af Charlotte Ringgaard, Informationsmedarbejder SGY
STØVRING: Torsdag den 16. februar holdt Støvring Gymnasium kinesisk nytårsfest for skolens 1.g, 2.g og 3.g kinesiskhold og deres lærere. Der var lagt op til den helt store fejring med fokus rettet mod kinesisk kultur. Det seks timer lange arrangement bød både på en chili-challenge, spisepinde-konkurrence, kalligrafiskrivning, fællessang, te-ceremoni og ikke mindst kinesisk madlavning i gymnasiets køkken til aftenens festmiddag, hvor menuen stod på stegte nudler, forårsruller og dumplings. Eleverne havde alle modtaget en invitation til festen med en dresscode bestående af rødt, gult eller kinesisk tøj samt godt humør – og det var blevet hørt, for det vrimlede med røde og gule farver og der var masser af latter og godt humør at spore.
Skolens i alt 61 kinesiskelever var også klædt godt på til fejringen fagligt set. Kinesisk-faget på Støvring Gymnasium er et A-fag, hvilket vil sige, at det forløber over alle tre år. Vigtigst er selvfølgelig at give eleverne en grundlæggende sprogforståelse, mundtligt og skriftligt, af det markant anderledes sprog, som kinesisk er i forhold til dansk; eleverne lærer derfor både grundlæggende grammatik, at føre simple samtaler på kinesisk, lydskriften pinyin og kinesiske skrifttegn. - Det er spændende at lære et helt nyt sprog at kende. Et helt anderledes sprog. Det er ret humor faktisk, når man skal prøve at tale det. Og så er det også for at komme ud at rejse og opleve en helt anderledes kultur selvfølgelig, forklarer Marie Hellebø Andreasen og Cecilie Overgaard Kjeldsen fra 3.ey til spørgsmålet om, hvorfor de har valgt netop kinesisk som fag.
Udover sprogfærdighederne er kinesisk kultur og forståelsen heraf netop også i fokus i faget. En studietur til Kina er således normalt en del af det treårige forløb, men det er desværre endnu ikke blevet muligt at rejse til Kina efter corona. Det betyder dog ikke, at eleverne helt er gået glip af den kinesiske kultur. Som et plaster på såret har 3.g-holdet netop været en tur i London for at besøge China Town og opleve kinesisk nytår: - Vi prøvede at bestille mad på kinesisk, så vi på den måde kunne få brugt vores super lækre sprogfærdigheder. Vi prøvede også kinesiske kager, og pigerne købte fine, kinesiske toppe, fortæller Cecilie.
Til oktober er der i stedet for rejsen til Kina ved at blive arrangeret en studietur til Malaysia for både 2.g og 3.g kinesiskholdene, så de får lov at opleve østlig kultur tættere på.

Spisepinde-evnerne blev afprøvet, da eleverne skulle dyste i at stable terninger.

Der blev øvet kinesisk og kalligrafi ved torsdagens nytårsfejring.

3.g kinesiskelever i China Town, London.


