- Tirsdag, 14. februar 2023
Hver dag passerer rigtig mange bilister, cyklister, og fodgængere forbi, ligesom travle passagerer til toget haster forbi hende - skulpturen Eva, der står på torvet midt i Skørping.
Eva har i mange år haft plads på torvet ved Jyllandsgade.
Oprindelig blev Eva placeret på torvet i 1969, hvor Skørping fejrede sit 100 års byjubilæum.
Det var også på dette tidspunkt, Provinsbanken opførte et nybyggeri på Torvet. Her var tidligere placeret den gamle købmandsgård ”Sverriggaard”, der også kom til at give navn til Provinsbankens nye bygning.
Som en markering af begge begivenheder donerede Provinsbanen en skulptur ”Eva”.
Skulpturen blev afsløret – og efterfølgende overdraget til Skørping By den 6. september 1969.
Det var kunstneren Robert Lund-Jensen, der stod for arbejdet med skulpturen.
Robert Lund-Jensen har produceret over 50 skulpturer, der er i offentligt eje.
De mest kendte skulpturer er nok ”Amanda”, der står i Kerteminde, ”Svalerne”, der står i Odense og så ”Konen med æggene” ved det gamle rådhus i Hasseris, Aalborg.
Langt hovedparten af Robert Lund-Jensens værker står på Fyn, og kun en god håndfuld er kendt fra det offentlige rum i Jylland.
I forbindelse med byjubilæet havde 193 Skørping-beboere samlet sammen til et mindesmærke, brønd eller springvand til forskønnelse af torvet.
Der var indsamlet 3.700 kr., som blev overdraget til sognerådet, der også ville bidrage til, så byen komme få en markering af jubilæet.
Gaven fra Provinsbanken, og gaven fra borgerne blev samlet i én gave, hvor ved Eva blev placeret i et springvand.
Skulpturen af ”Eva” blev senere flyttet over i et rosenbed lidt til siden på torvet, og hendes plads blev overtaget af et solur, der var skænket af virksomheden Arcon. Dette skete i 1994.
I 2020 blev det besluttet, at Eva skulle flyttes tilbage til sin oprindelige placering.
Det lille bassin blev samtidig ændret således at det blev beplantet med roser, som også er i de andre bede på torvet. Samtidig er blevet placeret en lille plade, der fortæller om oprindelsen af ”Eva”.
Jeg har mange gange passeret Eva uden at tænke nærmere over hende og hendes historie, men når jeg passerer hende fremover, så vil jeg glæde mig over, at hun nu fra sin oprindelige placering kan betragte livet i Skørping.



