Årets musical på Støvring Gymnasium, Villa Donna, havde det hele: Fremragende sangere, talentfulde dansere med den vildeste energi, utroligt dygtige musikere og ikke mindst en flot, sammenhængende opsætning.

 

Charlotte Ringgaard, informationsmedarbejder SGY

 

n STØVRING: Det var et publikum i topform, der var mødt op til premieren onsdag den 1. februar; de var tydeligt indstillet på at give de medvirkende den bedste opbakning. Lige fra bandet slog de første toner i ouverturen an i form af ABBA’s evige ørehænger Mamma Mia, var salen fyldt af klapsalver og spontane, halvt hviskede kommentarer såsom ”Waow”, ”Deee’ gooo’” og ”Imponerende!”.

Musicalen, som gymnasiet har sat op i år, er en historie spundet over en række af de bedste ABBA-sange, såsom  Dancing Queen og The winner takes it all. Af den grund kan det måske heller ikke undre, at publikum var glade; det er trods alt de færreste, der kan sidde stille, når ABBA’s musik får lov at drøne ud i en sal. Musicalen kunne dog mere og andet end bare at vække danseglæde: En imponerende fællesindsats fra skuespillerne, musikerne, danserne, koret og scenografien fik stykket til at gå op i en højere enhed, som fangede publikum:

- Det var fedt at, at der altid var noget at se på, forskellige steder på scenen. Mens én sang, var der samtidig skuespil i den anden side af scenen. Og koret havde tit forskellige ting at vifte med, lød det til forpremieren fra en elev fra Bavnebakkeskolen.

Udover kæmpehits var der også plads til et par af de mere eftertænksomme ABBA-sange. Musicalen åbnes således af den fine, rolige I have a dream, sunget af Sarah Ramskov Henriksen, mens 2. akt bød på henholdsvis Knowing me, knowing you, sunget af Eskild Refstrup Schaumann, og  Slipping through my fingers af Alma Hausgaard Jensen. Det kræver sin sanger at kunne fange og fastholde fokus fra en fyldt sal med en rolig sang, men det kunne de!

At skulle sætte en musical op, er et stort arbejde. Det ved de godt på Støvring Gymnasium, for de har gjort det mange gange før. Faktisk gør de det i en eller anden grad hvert år: - Vi arbejder med en slags tretrinsraket, forklarer mediefags- og musiklærer Karin Christensen: 

- I løbet af de tre år, en elev går på skolen, vil denne kunne være med i tre forskellige typer af forestillinger: En korkoncert, en (delvist) selvproduceret musical og en etableret musical. Til trods for de mange ekstra arbejdstimer for de involverede lærere og ikke mindst de mange deltagende elever, bliver de ufortrødent ved. Spørger man hvorfor, så er svaret langt hen ad vejen det samme – og ikke nødvendigvis det forventede. Det handler nemlig for de fleste elevers vedkommende ikke kun om de 15 minutters berømmelse på scenen eller i bandet. I stedet handler det om det intense fællesskab, der opstår på et hold, når man arbejder så mange mennesker sammen over en lang periode med et fælles mål. Og det kan ses: 

- Fællesskabet mellem eleverne og glæden over at være med er meget tydelig at mærke, både under og efter musicalen, udtaler skolens rektor Anna Amby Frejbæk efter premieren.

Ikke kun skolens egne folk har ladet sig imponere af årets forestilling og elevernes præstation, også borgmester Jesper Greth var i pausen til onsdagens premiere tydeligt begejstret: 

- Det er simpelthen så stærkt gået! Det er tydeligt at se, at de virkelig har øvet sig og brugt tid på det. De har skabt noget rigtig flot. Og så har de helt sikkert skabt minder, de vil have med sig hele livet og et godt fællesskab. Energien stråler ud af dem på scenen! Det er så rart at se unge mennesker stråle, særligt når vi hører så meget om mistrivsel for tiden. På spørgsmålet om, hvorvidt han måtte citeres til avisen, var svaret: 

- Ja, men giv den endeligt lidt ekstra gas på superlativerne – det var fantastisk!” 

Der synes altså at være bred enighed om, at årets musical er virkelig vellykket. Forventningen har da også været i top, hvilket tydeligt har kunne ses på billetsalget; de tre forestillinger var nemlig i år udsolgt på rekordtid, halvanden uge før premieren.

So I say, thank you for the music(al), for giving it to me.

Alma Hausgaard Jensen gjorde det fremragende i rollen som Donna, med god opbakning fra koret klædt i græske farver.

Enkle og velfungerende rekvisitter prægede forestillingen – ofte med et sjovt islæt. Her i form af en postkasserygsæk.

Årets musicalband fortjener virkelig hyldest: Sikke en flot præstation!

e-max.it: your social media marketing partner