- Tirsdag, 7. februar 2023
STØVRING: - Nej, det er vi ikke, siger Conny Blicher, men vi er rundt om klaveret hver torsdag, når skuespillerne mødes sammen med Keld Mortensen for at øve sangene til dette års revy.
Det bliver endnu et år med en flot vifte af sange, som helt sikkert vil betage publikum. Ligesom de tidligere år er det Keld Mortensen, der er holdets sanginstruktør, og når hver enkelt sang har været igennem Kelds kyndige hænder, er det helt sikkert at det bliver til flotte sange, som alle glæder sig til, hver gang der skal øves.
Som tidligere år har Henrik Larsen endnu engang skrevet en sang med egen tekst og melodi, så der er noget at glæde sig til.
Nogle af sangene bliver en stor udfordring for de gæve skuespillere, men som altid er de parate til at tage udfordringerne op, så publikum kan godt glæde sig til uge 10, hvor man kan høre de flotte sange i årets Stubhusrevy.
- Man kan også godt glæde sig til at gense revyens orkester, da det endnu engang er tre meget kompetente herrer som sørger for at musikken er helt i top. Det er som tidligere Keld Mortensen, der er kapelmester og pianist, Morten Fabricius sidder igen bag trommerne, og som bassist er det Søren Kollerup, så fås det ikke bedre siger en glad revydirektør.
På scenen kan man i år møde Ane Batsberg, Maria Nortvig Kjeldsen, Bente Frølund, Jeppe Severinsen og holdets to nye skuespillere Johanne Kvitsau Mølgaard Simonsen og Thea Vest.
Så der er god grund til at glæde sig til en 20 års jubilæumsrevy fyldt med sjove sketches og flotte sange, når Stubhusrevyen går på scenen den 10., 11. og 12. marts.

Ane, Johanne og Jeppe i fuld gang med at øve på en sketch.


