
- tirsdag, 24. januar 2023
Forlad den mørke, danske vinter for en aften, og tag på en musikalsk rejse med Støvring Gymnasium til det græske øhav.
Af Charlotte Ringgaard, Informationsmedarbejder SGY
STØVRING: Onsdag den 1. februar slår Støvring Gymnasium traditionen tro dørene op til et brag af en musikfest med musicalen Villa Donna. Handlingen foregår på den idylliske ø Kalokairi, hvor Donna er i gang med de sidste forberedelser til sin datter Sofies bryllup med Sander. Sofie har dog i al hemmelighed inviteret tre mænd, som har haft et forhold til hendes mor, idet Sofies største ønske er at finde sin far. Dramaet, der er sat op som en musical, bliver akkompagneret af de største hits fra popgruppen ABBA. Publikum kan derfor glæde sig til at nynne med på sange som Dancing Queen, SOS, Money Money og selvfølgelig Mamma Mia.
Det er eleverne, der synger, danser, spiller musik, styrer lyd, lys, scenografi, plakatdesign, make-up og kostumer. Det er med andre ord elevernes musical, og til trods for at den daglige skolegang og diverse opgaver skal passes og skrives sideløbende med musicaløvningen, er over 80 elever involverede i musicalen. - Musical på Støvring Gymnasium er unik. Alle må nemlig være med. Jeg ved, at der på andre gymnasier er en helt anden indstilling. Man skal nemlig være ”god” til at synge for at få lov til at være med. Sådan er det ikke hos os. Her må alle være med, og alle får muligheden for at sætte deres eget præg på årets musical, forklarer Sarah Henriksen, der spiller Sofie.
Sådan har det faktisk altid været på Støvring Gymnasium; her er det helt naturligt, at eleverne involveres og er medbestemmende, idet det er med til at styrke elevernes personlige og faglige udvikling. I gymnasiets strategi er det eksempelvis nedskrevet, at: - Vi vil fremme en kultur, præget af SGY-ånden, hvor det er naturligt for eleverne at være en del af skolens beslutningsprocesser, hvor det er synligt for eleverne, at de har indflydelse, og hvor elever motiveres til at engagere sig.
Virker det så? Svaret er entydigt, når man spørger blandt årets deltagere i musicalen: - Man kan mærke, at vi har udviklet os meget undervejs i processen. Både skuespillerne, koret, bandet og danserne giver den gas, og det er bare virkelig fedt at opleve, hvordan det hele er kommet til at hænge sammen. Også fællesskabet bag scenen har udviklet sig positivt, hvilket jeg er overbevist om, man godt kan fornemme - også når vi står på scenen, forklarer Alma Hausgaard Jensen, der spiller Donna. Hun suppleres af Sarah Henriksen: - Efter jeg er blevet en del af musicalen, har jeg fået det meget bedre. På gymnasiet helt socialt, men også med mig selv. Jeg har skubbet mange grænser og prøvet en masse ting af, som jeg nok aldrig ville have gjort, hvis ikke jeg var med. Udfordringer er skræmmende, men så snart man tør at springe ud i dem, lærer man en masse, som kan bruges i fremtiden.
Bag eleverne til årets musical står musiklærerne Keld Risgård Mortensen og Kenneth Sneskov Ravn, samt mediefags- og musiklærer Karin Christensen og billedkunstlærer Anne Christensen. Symptomatisk for den tydelige elevinvolvering i musicalen er det en tidligere elev, der sidder i instruktørstolen; nemlig Lise Ørtved, der til daglig er leder af Teaterskolen Spektaklet. Hun får dog intern hjælp til skuespilinstruktion fra elev Magnus Thrysøe Sørensen.
Musicalen spiller for betalende publikummer onsdag den 1. februar, torsdag den 2. februar og fredag den 3. februar.
Når premieren vises onsdag aften, er det ikke første gang, eleverne har publikum i salen. Allerede tirsdag middag spilles forestillingen for 8., 9. og 10. klasseelever fra de omkringliggende skoler og efterskoler, så hele holdet bag musicalen er klar og i topform, når dørene slås op onsdag, torsdag og fredag aften.
Skulle du være blevet inspireret til at tilbringe en aften i sydens sol til tonerne af ABBA’s største hits og for en stund glemme den kolde, danske vinter, så skynd dig ind på gymnasiets hjemmeside og køb billet til årets musikfest.
Det er eleverne selv, der fremskaffer og laver rekvisitter og scenografi. Og selvfølgelig skal døren være blå, når turen går til Grækenland.
Fremmødet var stort, da der tilbage i august var indkaldt til informationsmøde om årets musical Villa Donna.